Weekend. Synes godt om.

Det der weekend er altså et godt koncept. Til forandring fra de seneste ugers mange mange vagter har jeg rent faktisk haft fri lige fra de sidste gravide forlod min kons torsdag eftermiddag til kl 17.44 i eftermiddag hvor jeg hopper på toget til Næstved. og det har godt nok været skønt! Og velfortjent!
Lige pludselig giver det mening, hvorfor man skal have nogle sammenhængende fridage ind imellem. Og det har været en weekend lige efter mit hoved. En skønherlig blanding af afslapning, oplevelser, kultur, godt selskab og så en lille bitte drejning jeg slet ikke havde set komme.

Jeg lagde ud med at besøge verdens sødeste lille dreng (og hans forældre) fredag formiddag. Altså, man bliver jo aldrig rigtig træt af at sidde og kigge på sådan en lille størrelse.
Fredag aften havde en god veninde lokket mig med til Take That koncert i parken. Jeg har aldrig været hardcore fan, men det er nu altså djovt at stå sammen med 37245 andre mennesker og strække hals for at se, synge med, drikke øl og nyde et imponerende show. Ih, jeg vil til flere koncerter! Et heftigt regnvejr lige da vi skulle hjem (meget god timing egentlig) gjorde at lørdagen var nogenlunde fri for tømmermænd. Held i uheld.
Tilgengæld var der dømt ren sumpedag, SÅ skønt ikke at lave dagens gode gerning med god samvittighed. Fordrev tiden med... ja, ingenting. Eller, det meste af dagen var jeg fordybet i en bog jeg troede jeg aldrig skulle komme til at læse -Stephenie Meyers Twilight saga. Det er ungdomsbøger på den fede måde, og selvom jeg ikke tror spor på vampyrer og varulve så er det god underholdning og er medvirkende til at ejg lige for tiden går alt for sent i seng fordi jeg lige skal have et kapitel mere. Der kan man bare se.
Søndag stod på kultur. En veninde og jeg har for længe siden snakket om, at vi skulle se kronjuvelerne på Rosenborg Slot, så sammen med en horde japanske (og tyske og amerikanske og engelske) turister gik vi og så gamle gemakker og glimtende diamanter. Jeg har ikke været der siden jeg var barn og som det så ofte er tilfældet med museer er det lidt sjovere at være der som voksen.
En velfortjent powernap bagefter inden jeg fik vendt og drejet verdenssituationen med endnu en god veninde. Det skal jo til engang imellem. Om vi blev meget klogere ved jeg ikke.
Sluttede dagen af med en telefonsamtale, der stadig sidder i mig og som godt kunne gå hen og blive lidt epokegørende på nogle planer. Meget, meget interessant!

Og så blev det mandag. Og det er helt okay. Jeg har en ganske okay arbejdsuge foran mig og kan med god samvittighed begynde at tælle ned til ferie - kun 4 uger endnu.

En nat jeg aldrig glemmer...

Idéen til det her indlæg har jeg tyvstjålet fra en bog jeg læste for noget tid siden, hvori forskellige forfattere og andre godtfolk skrev om en nat de aldrig har glemt. En af de der nætter hvor tiden står stille og er alting er forunderligt magisk og epokegørende. En nat der aldrig kommer igen.
Der er mange nætter lagret i min hukommelse som nætter der aldrig bliver glemt, men den seneste af slagsen fandt sted for ganske nylig. En nat, hvor et lille nyt menneske kom til verden. Helt ny, helt sin egen. Så fin og færdig.
Jaja, nu er mit arbejde jo ligesom at være med til en masse babyers første fødselsdag tænker nogen, så hvad er der specielt ved det her barn? Fordi det er min nevø selvfølgelig. Så...

"Kære Leo
Du voksede, med fuld fart inde i din mors, min søsters, mave. En håndfuld, 1800 g, 2400 g, 3600 g. Færdigdannet, skulle bare vokse dig større. Din hjertelyd, som jeg lyttede med trærøret var hurtig - som et lokomotiv, der suser afsted i fuld fart, mod fjerne ukendte horisonter. Med stop ved nære og fjerne stationer, ukendt territorium. Mod lys, lyde og lugte. Så ulig det lune mørke du lå i, i din helt egen verden. Gad vide hvordan du ville se ud og hvem du var?
Svaret ville jeg få en i slutningen af juni, havde kloge mennesker spået.
Selvom man til daglig har mange gravide maver i hænderne; runde, spidse, spændte, bløde - så er det noget helt helt andet end når det er en man kender så godt som jeg kender din mor.

Tankerne for hid og did fra den første sms om, at nu var fødslen sat i gang og fokus lå overhovedet ikke på arbejde og hverdag og andre mennesker, men på hvornår du mon ville kigge ud i denne store, vide, fantastiske og forunderlige verden.  Tiden skulle fordrives og vagter blev i hu hej hastværk byttet så jeg var klar´til at tage til Hvidovre i det øjeblik det var nødvendigt. Stikpiller blev lagt, ventetid blev slået ihjel. Jeg tror din mor i virkeligheden var den mest tålmodige i hele processen. Vi andre, inkl mig selv, ventede i spænding. Og med en anelse uro må jeg indrømme, når nu jeg i kraft af mit arbejde har været vidne til hvor langt og sejt forløb en igangsættelse kan være.
Men en lørdag aften, da jeg så småt var på vej i seng, overbevist om at søndagen skulle bruges på Hvidovre bippede mobilen og sms'en lød: "Så nu gør de nas! Måske er der også gået lidt vand. Venter på at tale med JM - har ikke så meget batteri på tlf men skal nok opdatere" (25.6.11, kl 20.55)
Nogle timer senere ringede og skrev din far, at nu måtte jeg godt komme, for nu var der da godt nok gang i de der veer. Afsted i en taxa. Da jeg kom ud på Hvidovre som er noget større end der hvor jeg traver gangene tynde fandt jeg dine forældre. Din mor var i bad, stod og rokkede nydeligt med bagdelen, mens hun trak vejret på bedste vis. Din hjertelyd bankede lystigt, lige efter bogen.
Lidt senere var der sket en masse - jeg skal love for du havde fart på, da du først ville ud. Det var på en gang underligt og forunderligt at være på sidelinjen når man nu er vant til at være in charge. Heldigvis var jordemoderen fra Hvidovre sød, dygtig og god til at informere så jeg tvivlede ikke et øjeblik på, at I alle var i gode hænder. Tiden gik, du kom længere ned,  din mor var pissesej, men du begyndte også at synes, at  det der fødselsnoget ikke længere var  helt så sjovt. Det var i hvert fald hvad blodprøverne fra dit hoved viste. Godt gået, at man skal starte sin tilværelse med at blive snittet i knolden!
Lidt flere mennesker på stuen, et drop, en kop og et klip, så kunne din mor række armene ned og løfte dig op på sit bryst. Hvor du startede med at skrige - lige som en nyfødt bør gøre- og derefter gik over til at ligge og kigge med store betragtende øjne. Helt perfekt.

1 times tid senere trådte jeg ud fra hovedindgangen på Hvidovre hospital. Dagen var begyndt at gry, mens resterne af en hel særlig nat hang i luften. En lidt tåget, diset luft der duftede at hyld og kaprifolium. Så almindelig, og alligevel så eventyrligt forandret.
Natten til den 26. juni blev helt speciel og en nat jeg aldrig glemmer. Fordi jeg har fulgt dig fra den allerspæde start inde i din mors, min søsters, mave til du lå PÅ hendes mave og fordi jeg kommer til at se dig vokse og gro. Fordi du ændrer verden ved at være helt din egen.

Velkommen til verden Leo. Husk, at livet er  det største eventyr.
Kærlig hilsen
din moster

Livet er langt, lykken er kort...

Okay, paradoksalt nok handlede mit sidste indlæg om lykke. Ikke at det handler om ulykke i dag, det handler bare lidt om, når hverdagen hæsblæsende farer forbi og de der glimt af lykke synes meget langt væk. Når man føler man er tilskuer til en verden der drejer rundt med ufattelig fart uden man rigtig er en del af den. Det er lidt frustrerende og nogle ville kalde det stress. Meeen, altså... det er jo bare fordi jeg har meget arbejde pt, right? Ikke fordi et sammensurium af tanker og ting og taktikker (eller mangel på samme) fylder og optager mit hoved uden at være spor konstruktivt. Who am I kidding?
Mig selv åbenbart. Det er også så nemt. Et eller andet sted ved jeg jo godt, at frustration og brok over meget arbejde OGSÅ dækker over en frustration over mange andre ting. Ikke så meget over, at der ikke er en mand i mit liv pt for der er ikke tid til og det er egentlig okay. Han dukker vel for fanden op en dag når jeg er klar, selvom jeg af og til begynder og tro på, at de gode ER taget.
Nå, men det er nok ligeså meget noget med, at jeg ikke helt ved hvad jeg vil med mit arbejdsliv. Og at jeg måske skal tage en beslutning som jeg på den ene side ikke rigtig har lyst til at tage og på den anden side synes kunne være fed at tage og som måske er nødvendig. Aner man kompleksiteten?
Sceneskift, som min leder udtrykte det i en samtale og det er nok et meget godt ord.
Så er der noget med at slutte fred med forskellige ting. Stort og småt. slutte fred og måske endda begrave det. Eller i hvert fald acceptere det og bruge det fremadrettet. Jeg er sikker på sommerferien på caminoen vil bidrage konstruktivt og effektivt i den retning. Bliver jeg ikke klogere der, tror jeg måske der skal en coach indover. Fordi det er sundt at grave lidt og finde løsninger.
Men det er dælme frustreret at være havnet i den her "hvad skal jeg bruge mit liv til" sump. Jeg vil have en hobby og have noget at gå op i. Andet end at glo fjernsyn. Som jeg i øvrigt har skiftet ud med musik i dag og det er dejligt! -Når nu resten af dagen er gået med at stene, tænke, tude, reflektere og tude lidt igen. I morgen er en ny dag, er det ikke det man siger.
Dér skal jeg finde ud af, hvad jeg vil mit liv,

Selvom livet er langt og lykken kort, så skal man huske at opsøge lykken. At leve NU. Så man får skrabet så mange lykkeglimt sammen som muligt.