On the road....

Det er snart en måned siden jeg landede i Kastrup med 1000 væggelusbid, lidt ømme fødder og kroppen fuld af fantastiske indtryk. Det har været SÅ fedt og jeg kunne uden tvivl skrive en hel roman, men i første omgang bliver det lidt i etaper, nøjagtig som livet på caminoen.

Søndag d.21.8. stod jeg tidligt op, tog rygsækken på ryggen, drog til lufthavnen og ved middagstid trådte jeg ud i Barcelonas varme. Min plan var at finde La Bouqeria og tanke op med frugt, nødder og drikkevarer til de kommende dages vandring - jeg vidste jo fra en tidligere ferie i Barcelona at det lå lige der på Rambla'en... At det kloge hoved så ikke liiiige havde tænkt over, at det var søndag og at de fleste butikker dermed var lukket... well... det var lidt en streg i regningen. Træthed og varme og lukkede butikker gjorde at jeg fik brugt et par timer på noget nær jordens kedeligste togstation inden en lang togtur bragte mig til Pamplona.

Aftenstemning i Pamplona

Indrømmet, da jeg stod af toget, i 40 graders varme (kl 20 om aftenen!) og ikke rigtig vidste hvor jeg skulle hen og mit sparsomme spansk åbenbart ikke rigtig var nok til at få forklaret vejen - der kom jeg en lille smule til at tvivle på HVORFOR i alverden jeg havde kastet mig ud i det her?!?  Min redning var en spansk gammel mand der fulgte mig lige til døren hos "Jesus y Maria", det herberg jeg skulle sove på. Efter den oplevelse og hjælpsomhed vendte optimismen tilbage og det lykkedes vist også at få en lille smule søvn i overkøjen i den meget store og meget varme sovesal...

Næste morgen, meget tidligt begynder det at pusle i mørket. Folk pakker rygsækken, lister ud. Jeg vågner tidligt og tænker at jeg vel ligeså godt kan begynde at gå inden varmen bliver for styg. I det tidlige morgengry starter min caminofærd altså sådan for alvor og ved hjælp at bykort og med muslingeskaller og gule pile som vejviser finder jeg ud af Pamplona og sætter kurs mod Alto del Perdón.
En god times vandring senere har jeg fået mit første "buen Camnio" med på vejen og drikker en velsignet kop café con leche på en bar i en lille by. Det er på een gang fedt, stort og surrealistisk at jeg nu er igang med at udleve den drøm der har spøgt så længe i mit hoved.
Dagens rute snor sig opad gennem gyldne marker og betagende udsigt. Mange gange må jeg stoppe op for bare at nyde udsigten (og hvile benene der måske godt kunne være trænet en anelse mere hjemmefra). Føler mig som en meget meget lille brik i et stort puslespil og på en gang både ubetydelig og betydelig i det fantastiske landskab der strækker sig foran mig. Mærker suset fra storheden og suset ved at være i live og være tilstede lige her og lige nu. Blandet med euforien over, at jeg gør det her! Sidst på formiddagen når jeg til toppen og er sikker på, at når jeg kan klare det her, så kan jeg klare resten af turen også.

På toppen af Alto del Perdon

Efter op ad bakke går det ned ad bakke og nogle timer senere tager jeg det mest velfortjente bad længe og går lidt på opdagelse i Puente La Reina. Da jeg om aftenen sidder i haven ved herberget og skriver dagens tanker ned falder jeg i snak med en ældre engelsk mand. En mand der tror på mirakler. Bliver opløftet og glad af samtalen og ender med at være lidt mere overbevist om, at mirakler rent faktisk sker - i hvert fald hvis man giver plads til at de kan ske.

Nogle dage senere er kroppen og fødderne ved at vænne sig til at stå tidligt op. Sindet er også ved at indstille sig på det simple liv, der leves på caminoen: Stå op - tidligt for at undgå eftermiddagsheden. Pauser på en bar med kaffe og tortilla. Pauser på en sten i solen med nødder, frugt og vand. Det er heldigvis nemt at fylde vandflaskerne da der er vandposter i nærmest alle små byer. Kigge efter gule pile på et skilt, en sten, en fortovskant. Hver gang jeg ikke helt ved hvilken vej jeg skal er der en pil. Tænk hvis det altid var så nemt. At dreje lidt rundt, spotte pilen og følge den, både hvad angår arbejdsliv, mænd og alt det andet man kan blive i tvivl om.

Nyde landskabet mens man går. Tænke på alting og ingenting.  Sige bueno dias, buen camino, hola eller bare smile til andre pilgrimme hvis sprogkundskaberne ikke rækker. Et smil siger så meget og giver et skud energi til de næste kilometre. Følges med nogen for en stund; en finsk kvinde, et australsk par, en gruppe brasilianere, en tysk mand...... Finde et sted at sove. Tage et bad, vaske sit tøj, tage en lur, finde et sted at spise og gå tidligt i seng.

Dagene går. Jeg tænker på meget mindre end jeg havde troet, men det er befriende at give helt slip. Nogle dage går jeg alene, andre dage følges jeg med en eller flere for en stund eller hele dagen. Har sjove, interessante og reflekterende samtaler. Føler mig aldrig alene. Elsker det. Det er frihed i 10. potens.