mandag den 6. oktober 2008

Hvis min mor var en pude

Engang, et eller andet sted, lød spørgsmålet: hvis din mor var en pude, hvilken en ville hun så være?
Min mor ville være en god, mellemstor pude. Ikke for hårdt stoppet og heller ikke helt fladslidt. Sådan en, der er vasket en masse gange, men ikke gået ud af facon.
Velour. Materialet ville helt sikkert være velour. Lilla tror jeg. Pink måske. Eller en anden skrap farve. Nej, lilla. Varm og velkendt, tryg, blød og lidt retro. Som farven og stoffet i brudekjolen fra midten af 70'erne. Men uden batik. Tværtimod ville puden bestemt have en side, der var patchwork. Former og farver og forskellige stofrester, hvor selv den mindste stump næsten er for god til at smide ud. En af de slags patchwork man synes man kender ned til mindste detalje. Og så en dag opdager man alligevel et nyt stykke stof. Måske et mønster der stammer fra ens barndom, måske noget helt nyt og ukendt.
Hun ville være en pude, der er næsten umulig at slide op, og man vil aldrig være i tvivl om, at man trygt kan ligge sit øre mod puden og samtidig indsnuse essensen af en mor. En mor er sådanen man kan ringe til når man er helt oppe i skyerne over noget. Eller en livline når man er helt nede i kulkælderen over noget andet. Snakke og tude og få opmuntrende og støttende ord. Samtidig med, at hun har evnen til at være pisseirriterende og trykke på de forkerte knapper, dem der prikker lidt til den dårlige samvittighed.
Gad vide, om det er sådan et særligt gen man har, der kommer til udtryk når man selv bliver mor? Når man selv bliver en af gruppen og oplever grænseløs, ubetinget kærlighed til det barn, der har vokset inde i ens mave? Og hvad hvis man ikke oplever den specielle slags kærlighed? Ikke, at jeg tror man bliver et ringere menneske af den grund, men det må bare være specielt og noget helt exceptionelt.

Og min far... det er en helt anden, men ikke mindre historie.