mandag den 10. november 2008

Tid

"Tiden er no'et underligt no'et, jeg har aldrig helt forstå't, hvad det egentlig er for no'et...." Sådan lød en børnesang engang. Og selvom jeg er voksen forstår jeg ikke altid helt det med tiden. Hvordan den kan snegle sig afsted og hvordan den kan fare afsted med 180 km/t. Som den har gjort det de sidste 2 mdr. Det er jo evigheder siden jeg nød sommeren, solen og stranden i Barcelona for fulde drøn og nu er det efterår, regn og rusk. 2 måneder siden jeg startede på fødegangen, og nu er jeg snart færdig der. Lige om lidt skal jeg jule-ose i Berlin og om 3 måneder til Ghana. Og indimellem bliver jeg lige et år ældre, et skridt tættere på de magiske? 30.

Det er egentlig fint nok at tiden går hurtigt, for så er det jo som regel tegn på at man trives og har det godt. Omvendt er det bare lidt skidt når man ikke rigtig synes der er tid til at stoppe op, trække vejret og mærke efter om man er på rette vej. Når alting bare drøner derudaf og det er svært at finde tid til at se veninder og ham der vist er lidt mere end bare en date eller tre. Når man ikke tænker så meget men bare gør tingene. Det kan så også være ganske glimrende, at der ikke er tid til at tænke tingene til døde.
Til trods for tidens travlhed er det nu også rart, at hive en weekend helt ud af kalenderen og tage i sommerhus med to skønne kvinder og en hund. Bare slappe af, læse sladderblade, spille tp og spise god mad. Glemme alt om hverdagen og det travle program der er for den kommende uge.

søndag den 2. november 2008

En tilfældig lørdag og et tilfældigt gensyn

Så står man der. På en fødestue, hvor der ligger en kvinde som føder lige om lidt. Og synes der er noget bekendt ved hendes mand. Ser navnet. Og så dæmrer det... Noget med noget dateri for længe længe siden. Lidt spøjst. Tror ikke han genkendte mig og også lidt ligemeget hvis han havde. Det er jo ikke som om jeg så havde stået til konen og sagt "ja jeg har så kysset mm med din mand engang". I situationen er man jo professionel. Desuden så bekræftede det hele mig i, at han ikke var den jeg søgte. Blev nu alligevel lidt skadefro over at synes jeg er både pænere og tyndere end hende. Havde i hvert fald med garanti tyndere lår. Og sådan har man jo sine små glæder i hverdagen. Bortset fra det var det en fin fødsel. Helt og aldeles normalt og ukompliceret.

Skifter med at veksle mellem at synes at det der føderi kører ganske glimrende og at jeg slet ikke har styr på det. Men jeg ved jo, at det er sådan - at det kører lidt op og ned. At der er perioder hvor jeg kan alt og andre hvor jeg intet kan. Så er det også rart at en god gammel garvet jordemoder siger at det går fint. Og at andre siger ''du skal nok blive en god jordemoder''. Alligevel er det nu lidt underligt at der kun er 2 mdr tilbage på fødegangen. Syret. Masser af tid og samtidig ingen tid til at nå det hele.

Når man nu skulle på arbejde en lørdag var det dog rart med en god vagt med en helt normal fødsel. Efterfølgende slog det mig, at det ikke er lige nu jeg skal have børn og familieliv. Engang, ja tak. Men lige nu er det egentlig fint bare at være single og datende. Frihed og uafhængighed er et glimrende koncept. Lige nu.

Og rart at slutte dagen af med en spontant arrangeret venindeaften med pizza, gyserfilm, sladder og sludren når det hele nu engang kører med 180 km/t for tiden.

mandag den 6. oktober 2008

Hvis min mor var en pude

Engang, et eller andet sted, lød spørgsmålet: hvis din mor var en pude, hvilken en ville hun så være?
Min mor ville være en god, mellemstor pude. Ikke for hårdt stoppet og heller ikke helt fladslidt. Sådan en, der er vasket en masse gange, men ikke gået ud af facon.
Velour. Materialet ville helt sikkert være velour. Lilla tror jeg. Pink måske. Eller en anden skrap farve. Nej, lilla. Varm og velkendt, tryg, blød og lidt retro. Som farven og stoffet i brudekjolen fra midten af 70'erne. Men uden batik. Tværtimod ville puden bestemt have en side, der var patchwork. Former og farver og forskellige stofrester, hvor selv den mindste stump næsten er for god til at smide ud. En af de slags patchwork man synes man kender ned til mindste detalje. Og så en dag opdager man alligevel et nyt stykke stof. Måske et mønster der stammer fra ens barndom, måske noget helt nyt og ukendt.
Hun ville være en pude, der er næsten umulig at slide op, og man vil aldrig være i tvivl om, at man trygt kan ligge sit øre mod puden og samtidig indsnuse essensen af en mor. En mor er sådanen man kan ringe til når man er helt oppe i skyerne over noget. Eller en livline når man er helt nede i kulkælderen over noget andet. Snakke og tude og få opmuntrende og støttende ord. Samtidig med, at hun har evnen til at være pisseirriterende og trykke på de forkerte knapper, dem der prikker lidt til den dårlige samvittighed.
Gad vide, om det er sådan et særligt gen man har, der kommer til udtryk når man selv bliver mor? Når man selv bliver en af gruppen og oplever grænseløs, ubetinget kærlighed til det barn, der har vokset inde i ens mave? Og hvad hvis man ikke oplever den specielle slags kærlighed? Ikke, at jeg tror man bliver et ringere menneske af den grund, men det må bare være specielt og noget helt exceptionelt.

Og min far... det er en helt anden, men ikke mindre historie.

tirsdag den 30. september 2008

småt

Tiden går, klokken slår og september bliver meget snart til oktober. Men himlen er stadig blå, og naturen fuld af skønne farver. Er ikke blevet klogere på dating-taktikken, men har tilgengæld en hverdag hvor vagterne på sygehuset optager en god del af tiden. Derudover er der alle de løse ender som forhåbentlig snart samles til een tråd, gerne en rød en af slagsen.

Trods løse ender og manglende mænd er jeg nu stadig sådan helt grundlæggende godt tilfreds med det hele. Både når jeg er lige ved at gå omkuld på sofaen, cykler med musik i ørerne dikke-dikker små søde babyer, bruger en weekend i godt selskab og griner så tårerne sprøjter og når jeg står på en fødestue og mærker adreanlinsuset fordi der lige om lidt er født endnu et barn.
Uden at være specielt religiøs, så er jeg yderst og lidt ydmygt taknemmelig for det jeg har.

torsdag den 18. september 2008

Typisk!! (advarsel - brok)!

Det er SÅ typisk. Finder god profil på Dating. Kredser lidt om den, komponerer et brev og trykker send. Får svar, et godt langt et. Skriver tilbage. Får svar igen. Med afslag af en eller anden given grund. Men også med komplimenten om, at jeg har en god profil og hvis ikke det var fordi xpq så havde jeg bestemt fået et bedre svar. Tak. Jeg sætter selvfølgelig pris på ærlighed, men bliver også så træt så træt. Så kan man nemlig starte helt forfra igen med sin søgen. Det er så opslidende. Spredehagls-taktikken er midlertigt droppet. Jeg har dårlig brev-karma åbenbart.
En klog kvinde har udtalt at man ikke skal nøjes med en mand der ikke får sommerfugle i maven over en. Det er så sandt som det er sagt, men for fanden, hvor er det de befinder sig de der søde sjove og helt almindelige mænd? Hvor mange nitter skal man igennem for at vinde den store gevinst?
Jeg tror det er ude i den virkelige verden hvis jeg skal være helt ærlig. Tror i hvert fald der ville komme det bedste resultat ud af det fordi der ofte er mulighed for at se hinanden an på en lidt anden måde end når man mødes efter kortere eller længere tids brevskriveri og hvor formålet er at se hinanden med henblik på om man kan blive kærester. Det er ligesom knald eller fald ved første møde.
Men hvis det er ude i den virkelige verden, så opstår problemet når man vader rundt i en næsten ren kvindeverden til daglig og ikke har en omgangskreds der er fuld af mænd. eller går til et eller andet aftenskolekursus hvor de også er. Og hvad er næste skridt så?
Der må ny taktik på banen, men hvilken?

søndag den 14. september 2008

Septembers himmel er så blå


Septembervejr som i dag er en af de ting der ligesom bare gør, at jeg ikke kan andet end at være glad. En høj blå himmel og strålende solskin med en snert af efterårets kulde. At gå tur i Dyrehaven hvor træerne så småt er ved at skifte farve fra dyb grøn til gyldne efterårsfarver. Duften af let falmede og formuldede blade og græssende kronhjorte i baggrunden gør at alting ligesom går op i en højere enhed.
Jeg elsker denne årstid. Netop nu, hvor sommeren stadig hænger i luften og efteråret med regn, rusk og kølige dage der indbyder til varme trøjer, stearinlys og te venter rundt om hjørnet. Når hyldebærrene hænger i sorte tunge klaser. At bide i et sprødt og rødt og solmodent Gråstenæble. Bruge de første rodfrugter i madlavningen. Alle mine sanser bliver stimuleret i allerhøjeste grad.
Og jeg bliver glad, helt ind i den inderste kerne fordi livet jo i bund og grund er rigt. Fordi jeg har mennesker i sit liv jeg holder af og som holder af mig. Som jeg nødigt ville undvære. Fordi jeg i det store hele er rask og igang med det jeg allerhelst vil. Fordi jeg får lov til at tage del i fremmede menneskers allerstørste øjeblik. Dét er livsbekræftende.
Og lige præcis tanker som disse er dem man skal huske når hverdagen bliver alt for hektisk og uoverskuelig.

Så skænk mig da, oh efterår, et gravensten der smager af septembers blå himmel.

torsdag den 4. september 2008

Kampen mod fedtet, vol II - knock out!

Kampen mod fedtet kører stadig og det lykkes vist egentlig ok at spise sundt, få rørt sig og alle de gode anbefalede ting. Men bedst som man tror det går rigtig godt bliver man slået i gulvet med et lige højreslag. Fordi de forbandede fedtsyrer der fiser rundt i mine årer og øger risikoen for blodpropper er steget. Igen. Efter at have ligget på normalniveauet ved sidste måling. Så bliver det sq lidt svært at holde gejsten oppe. Lidt svært at tro på, at det hele overhovedet nytter noget. Magtesløshed blandet med nervøsitet. Usikkerhed. Frustration over dumme gener. Over at spise medicin hver dag uden udsigt til nogensinde at skulle stoppe med det. Tanker om, hvad det betyder for fremtiden på forskellige fronter. Og hvornår er nok nok? 10 kg? åbenbart ikke. 15 kg? Åbenbart heller ikke. 20 kg? 25 kg?

Kan godt fortryde, at jeg ikke har gjort det her for lang, lang tid siden og har ikke tænkt mig at kaste håndklædet i ringen. Bliver ved med den sunde mad og motionen, for kan jo mærke at giver ekstra energi. Øget velvære. Glæde over bukser i en størrelse mindre. Bedre blodtryk. En fantastisk følelse af at gøre noget. Handle. Tage et ansvar.

Så meget desto mere frustrerende er det når man bliver slået af pinden af noget der ikke bare sådan lader sig bekæmpe. Ved ikke rigtig hvad mit mål er... 78 kg, så bmi er under 25? 75 kg fordi det er et pænt rundt tal? 72,6 fordi det så er præcis 25 kg? Det er rigtig rigtig svært når man aldrig i sit voksenliv har været så langt nede i vægt. Svært at få tankerne til at følge med. At lade være med at føle sig for stor. Jeg ved at delmål opnået til bestemte datoer ikke fungerer. Det må tage den tid det tager, og det har jeg det egentlig okay med, for sådan er dét bare. Og hellere langsomt, men stabilt og med plads til den gode mad og rødvinen, jeg ikke vil undvære.
Sq da godt jeg har rygrad på nogle områder.

Speaking of sund mad- jeg tror den er færdig...

mandag den 1. september 2008

Mandagsblå

Mandag. Officielt starter 6. semester i dag. Semesteret hvor jeg skal blive klogere, mere selvstændig og 'udvikle min jordemoderprofil' som det nok så nydeligt er formuleret i studiehåndbogen. Både glæder mig og er vildt skræmt, fuck, det er jo nu jeg skal kunne! Heldigvis er der et par dage endnu inden hverdagen rammer med ligeså fuld styrke som orkanen Gustav.
Men jeg har været snedig har jeg. Organisering er helt sikkert vejen frem. Derfor kan man i mit køkken se en kæmpekalender der skaber overblik. Madplanen for den næste uge, inkl 3 aftenvagter er lagt. Cyklen er hos El Hassan der toptuner den så den er klar til Frederikssundsvej. Og senere i dag er der også strålende rent og kvalmt Ajax-duftende over det hele. Ergo, de bedste betingelser for en god start på hverdagen.

I dag er jeg vist bare lidt mandags-blå. Efter en weekend med thai mad, mojitos, frozen daquiries, cafébesøg og fødselsdag med alt hvad der hører til. En weekend af de gode. En af dem hvor jeg rent faktisk følte at jeg har et liv. Og stort set glemte at jeg ikke har en kæreste. Fordi det var ligemeget når der skete så meget andet. Så action er vejen frem? Og så kommer han når jeg mindst venter det? Helt ærligt, så tror jeg meget lidt på den kliché. Men jeg vil gerne sørge for at have det sjovt. Men apropos single-tilstanden, så sker der jo næppe noget når ens bagdel er solidt plantet i sofaen. Så jeg har lagt taktik. Som godt nok kan sofa-fjernstyres. At skyde med spredehagl på Dating. Så er der vel for fanden en eller anden der bider på krogen og kan lokkes med på date. For det er alt for længe siden jeg har været på en date. Og endnu længere siden jeg har været på en god en af slagsen. Begynder snart at tro på, at der er noget om, at mænd er fra en anden planet. ...

tirsdag den 26. august 2008

Strøtanker fra en café


Så sidder man, godt plantet på en caféstol med den klassiske kaffe latte- på minimælk- efter dankortet (igen) er blevet brugt lidt for flittigt. Men hey, der er både nyt tøj, en fødselsdagsgave, garn til et strikketøj og de flotteste sensommer georginer i poserne, slet ikke et ringe udbytte.


Udenfor går folk fordi. Tykke mennesker. Tynde mennesker. Hippe og knap så hippe mennesker. En mand i kjortel og kalot trækker en cykel med en lyserød barbieskoletaske. Pæne mennesker. Grimme mennesker. Og egentlig er man glad for, at man godt kan finde ud af at gå på café alene.
Personbiler, ambulancer og busser kører fordi. Cyklister standser op for rødt, venter utålmodigt.
Det sker man kommer til at tænke mens man sådan sidder der. Sådan tænke lidt over hvad man har, og ikke har. På studiet der starter igen i næste uge, hvilket er rart og skræmmende på samme tid. På hvor irriterende det er, at alle de pæne mænd har et barnesæde bag på cyklen. Hvor rart det ville være at have en hyggelig café lige rundt om hjørnet. På alting og ingenting i virkeligheden.

mandag den 25. august 2008

Kampen mod fedtet

I dag starter det slag, der for alvor skal gøre det af med resten af de overflødige fedtceller der sidder irriterende godt fast på min krop. Alle siger det er flot, det resultat jeg allerede har opnået i løbet af det sidste år. Og det er det skam også, jeg giver dem ikke uret. Det er bare ikke nok.
Første runde er udkæmpet, med mig som den suveræne vinder så jeg er fortrøstningsfuld hvad angår denne anden runde.

Har lige været i Fakta og veg med stålsat vilje udenom slikhylderne og alt det andet der fristede. Tilgengæld så man mig slæbe en kurv fuld af fuldkorn, magre produkter og grøntsager i alle farver rundt i hele butikken. Det var første hurdle. Næste er at holde mig til de små portioner og ikke falde i. Falde i de der undskyldninger der lyder "Jamen i dag må jeg godt". "Det er lidt synd for mig, og et lille stykke skader jo ikke". "Jeg har lige forbrændt x antal kalorier på crosstrainer, så bare en lille....."
NEJ! nej! nej! Det holder jo ikke med alle de undskyldninger.
Egentlig passer det mig glimrende, at hverdagen snart starter igen. Både fordi den daglige cykeltur er skøn og fordi ferie får alle intentioner om at spise sundt til at fordampe. En is, et lille glas rødvin (eller to), og god mad - det er ikke svært at overbevise sig selv om, at man trænger til det.
Udover, at hverdag skal være hverdag og fest skal være forbeholdt engang imellem har jeg vist ikke rigtig nogen strategi. Eller jo, her i starten at veje alt der ryger i munden og se hvordan energifordelingen er. Lidt nørdet må man gerne være. Vægten får lov at blive stående under sengen, jeg ved at det er demotiverende hvis jeg vejer mig for tit. Men derudover, så er det en dag ad gangen.
Mål og delmål. Alle siger det er en god idé. Og ja, måske. Men jeg har ikke tænkt mig at gøre brug af det. Jeg har da en idé om hvor jeg gerne vil ende henne, men jeg har også tiden til at nå det. Det er trods alt vaner der skal gælde resten af mit liv vi snakker om. Så om jeg når det på 2 eller 10 måneder er ikke så afgørende.

Jeg ved at jeg kan. Jeg ved at det kræver viljestyrke. Jeg ved at jeg bliver ufattelig glad for resultatet. Med andre ord, motivationen er i top! Fedtceller- kom bare an!
Følg med i kampen, der opdateres jævnligt herinde.

søndag den 24. august 2008

Jylland tur-retur

Der er noget særligt over IC3 toget, der kører fra København mod Rødekro. Først er der alle passagerne som på syngende sønderjydsk overbeviser mig om, at jeg er havnet på rette perron. Som får mig til at smile indvendigt. På een gang kommer minder fra min barn- og ungdom op i mig og jeg bliver fuldt bevidst om, hvor lidt jeg har lyst til at komme tilbage for good.
Nå, toget ruller ind på perronen. Der spejdes efter vognnummer og løbes på perronen, tænk! hvis man kom for sent til at komme med. Nu har man jo helgarderet sig ved at komme i rigelig god tid til banegården.
Kommer ind i vognen, finder pladsen, jeg er på vej. Hjem. Mit barndomshjem, og på sin vis ligeså meget hjem som Nørrebro.
Det slår aldrig fejl. Efter en halv times kørsel lyder en raslen af sølvpapir og der breder sig en umiskendelig lugt af madpakker. Leverpostej og spegepølse. Hvis det er rigtig grumt også en æggemad. Når man er et meget lidt madpakke-elskende-menneske og især hvad angår de lugtende af slagsen kan det være noget af en udfordring. Heldigvis fordamper dunsten mens toget bumler gennem Sjælland og videre over Fyn
Middelfart. Nu er målet forude, men tålmodigheden ved at være sluppet op. Bladet er læst og den bestemt ikke "nøje udvalgt'e'' kaffe er drukket. Det er tyndet ud i passagerne så der heller ikke er mennesker at observere. Kolding, Lunderskov, Vamdrup, Vojens. Rødekro annonceres i højtalerne og pakkenellikerne samles sammen. Målet er nået.

Velkommen

Nå, så er man her. Og skal prøve at hitte rundt i det her blog halløj. Uden et digi-cam så i første omgang også uden spændende billeder. Men de kommer!

Det bliver vist en blog om stort og småt, bare for sjov :-)



Fie