Kampen mod fedtet, vol II - knock out!

Kampen mod fedtet kører stadig og det lykkes vist egentlig ok at spise sundt, få rørt sig og alle de gode anbefalede ting. Men bedst som man tror det går rigtig godt bliver man slået i gulvet med et lige højreslag. Fordi de forbandede fedtsyrer der fiser rundt i mine årer og øger risikoen for blodpropper er steget. Igen. Efter at have ligget på normalniveauet ved sidste måling. Så bliver det sq lidt svært at holde gejsten oppe. Lidt svært at tro på, at det hele overhovedet nytter noget. Magtesløshed blandet med nervøsitet. Usikkerhed. Frustration over dumme gener. Over at spise medicin hver dag uden udsigt til nogensinde at skulle stoppe med det. Tanker om, hvad det betyder for fremtiden på forskellige fronter. Og hvornår er nok nok? 10 kg? åbenbart ikke. 15 kg? Åbenbart heller ikke. 20 kg? 25 kg?

Kan godt fortryde, at jeg ikke har gjort det her for lang, lang tid siden og har ikke tænkt mig at kaste håndklædet i ringen. Bliver ved med den sunde mad og motionen, for kan jo mærke at giver ekstra energi. Øget velvære. Glæde over bukser i en størrelse mindre. Bedre blodtryk. En fantastisk følelse af at gøre noget. Handle. Tage et ansvar.

Så meget desto mere frustrerende er det når man bliver slået af pinden af noget der ikke bare sådan lader sig bekæmpe. Ved ikke rigtig hvad mit mål er... 78 kg, så bmi er under 25? 75 kg fordi det er et pænt rundt tal? 72,6 fordi det så er præcis 25 kg? Det er rigtig rigtig svært når man aldrig i sit voksenliv har været så langt nede i vægt. Svært at få tankerne til at følge med. At lade være med at føle sig for stor. Jeg ved at delmål opnået til bestemte datoer ikke fungerer. Det må tage den tid det tager, og det har jeg det egentlig okay med, for sådan er dét bare. Og hellere langsomt, men stabilt og med plads til den gode mad og rødvinen, jeg ikke vil undvære.
Sq da godt jeg har rygrad på nogle områder.

Speaking of sund mad- jeg tror den er færdig...