Septembers himmel er så blå

Septembervejr som i dag er en af de ting der ligesom bare gør, at jeg ikke kan andet end at være glad. En høj blå himmel og strålende solskin med en snert af efterårets kulde. At gå tur i Dyrehaven hvor træerne så småt er ved at skifte farve fra dyb grøn til gyldne efterårsfarver. Duften af let falmede og formuldede blade og græssende kronhjorte i baggrunden gør at alting ligesom går op i en højere enhed.
Jeg elsker denne årstid. Netop nu, hvor sommeren stadig hænger i luften og efteråret med regn, rusk og kølige dage der indbyder til varme trøjer, stearinlys og te venter rundt om hjørnet. Når hyldebærrene hænger i sorte tunge klaser. At bide i et sprødt og rødt og solmodent Gråstenæble. Bruge de første rodfrugter i madlavningen. Alle mine sanser bliver stimuleret i allerhøjeste grad.
Og jeg bliver glad, helt ind i den inderste kerne fordi livet jo i bund og grund er rigt. Fordi jeg har mennesker i sit liv jeg holder af og som holder af mig. Som jeg nødigt ville undvære. Fordi jeg i det store hele er rask og igang med det jeg allerhelst vil. Fordi jeg får lov til at tage del i fremmede menneskers allerstørste øjeblik. Dét er livsbekræftende.
Og lige præcis tanker som disse er dem man skal huske når hverdagen bliver alt for hektisk og uoverskuelig.

Så skænk mig da, oh efterår, et gravensten der smager af septembers blå himmel.