søndag den 11. oktober 2009

meget småt

Som sagt så gjort... en opdatering på sundheden i den forgangne uge. Og det kan vist konkluderes at den ikke var i top. En omgang influenza/forkølelse reducerede de fysiske udfoldelser og maden var heller ikke top. Jeg er ikke sikker på, at jeg skal sætte ord på intentionerne, så går de sjældent i opfyldelse.
I dag har faktisk været ret god og jeg har god aftensmad i vente. Jeg tror jeg ændrer strategi den kommende uge til at tage små skridt og lave små, men overskuelige mål for hver dag. Det vil desuden være en glimrende optakt til om 1 uge hvor jeg skal på "vægtstop-rådgiver" efteruddannelse. Det er selvfølgelig mest målrettet gravide, men jeg håber bestemt på, at det smitter af på min egen motivation til at sætte fut i sagerne.

I næste uge satser jeg på gode madpakker, sund aftensmad og min. 3 ture i motionscentret. Og så de små skridt....

søndag den 4. oktober 2009

Kampen mod fedtet vol. 3 (?)

Tænk, jeg synes ikke det er længe siden jeg sidst skrev om septembers blå himmel og nu er der allerede gået et helt år. Oktobers regn og rusk har sneget sig ind over hverdagen og de mørke kølige aftener opfordrer til indendørshygge med strikketøj, te og chokolade. Nej hov, der er noget galt i den sætning! Chokolade bør absolut ikke være en del af hyggen. Vægtens tal er steget til foruroligende høje tal, bukserne strammer og der er bare generelt en følelse af at være fed og lasket tilstede. Og dét holder ikke. Desuden lurer december jo uhyggeligt tæt på, så det er NU skuden skal vendes! Og denne gang for alvor. Jeg har ikke et konkret mål inden nytårsforsætterne skal besluttes, det skal bare gå den rigtig vej. Mad og motion er som så mange gange før vejen til målet. Derudover skal jeg seriøst til at undgå alle de hyggefælder der er forbundet med togturene til og fra arbejde.
Klar til at gå i krig er næste uges mad og motion planlagt, næsten til mindste detalje... og kun en gang influenza kan fravige det (desværre har jeg en lunsk mistnake om, at jeg har reddet mig en begyndende snert af samme...)
Jeg vil forsøge at bruge bloggen her lidt mere målrettet ift at tvinge tallene på vægten i knæ, så hver søndag vil jeg lave en opdatering på ugen der gik og lægge planer for den kommende- planlægning KAN nemlig redde meget...

Sådan!

onsdag den 19. august 2009

om stort og småt

Flyttetankerne er midlertid på standby efter jeg blev lettere sindsyg af, at hver eneste FOR tanke med det samme blev nedskudt af en IMOD. Så nu må tiden vise, der sker i hvert fald ikke så meget det næste halve år.
Til gengæld er der fuld gang i rejsedrømmene. Udover alle de småture jeg gerne vil på i løbet af efteråret, så gad jeg SÅ godt rejse lidt rundt i USA næste sommer. Bare sådan hvad man kan nå på 3-4 uger. New York, Chicago og måske Boston. Det kunne være SÅ fedt at komme ud og opleve lidt mere af verden. Der er dog to rimelige væsentlige aspekter i dén plan. 1) Jeg skal kunne få så meget ferie og 2) Der skal spares en hulens masse penge op, for billigt er det jo ikke at rejse. I den del af verden i hvert fald. Man kan selvfølgelig håbe på, at dollarkursen holder sig lav og at jeg ved et mirakel finder ud af at leve på en sten.
Først og fremmest skal jeg vist blive bedre til at spare på dagligvareindkøbene. Noget med madplaner tror jeg. Spare på tøj-shopping - det burde give sig selv eftersom jeg jo alligevel skal smide nogle kilo og ikke købe noget nyt lige foreløbig. Spare på luksustingene (som der jo egentlig ikke er så mange af). Måske lykkes det, hvis målet hele tiden er for øje?
Og 12 måneder, det er alligevel lidt tid til at lægge penge til side under madrassen. Kunne være så fedt. Godt nok ved man aldrig helt hvordan verden ser ud om et år, men hvis man hele tiden skal tage højde for det kommer man jo aldrig nogle steder. Desuden er det jo kun en lille måned og ikke flere år jeg planlægger at være væk.

Sådan mere på et dagligdags plan, så er jeg allerede ved at være landet en lille smule mere i det virkelige arbejdsliv. Der er stadig langt til rutiner der kører på rygraden og jeg kan stadig tage mig selv i at tænke på mig selv som studerende. Men det kommer, er jeg overbevist om.
Derudover glæder jeg mig til lønningsdag så jeg kan få meldt mig ind i fitnesscenter. Trænger i dén grad til at få mere bevægelse ind i mit liv. Og tror ikke at der begynder at ryge nogle kilo før jeg begynder at forbrænde noget energi. Og det er ikke lige på 1½ times togtur man gør det. Desuden kunne det være rart med noget at foretage mig på mine fridage når jeg nu ikke er særlig god til bare at holde fri.
Over and out- togtur til Næstved og fødegang kalder!

søndag den 19. juli 2009

Flyttetanker

Så skete det. Skiftet fra studerende til fastansat er i dén grad en realitet. I sidste uge tog jeg for første gang turen til Næstved og vendte hjem med et hoved fyldt til bristepunktet med informationer, navne og nye indtryk. Det er stort. Og jeg havde glemt hvor ufatteligt meget energi det tager at starte på noget nyt. Især når det er noget, hvor man virkelig skal finde ud af om vingerne bærer. Jeg tror det. Og tror på det nok skal komme krybende tilbage alt det jeg undervejs har lært. Den dag glæder jeg mig allerede til- hvor det ikke er DET HELE der er stort og nyt og skræmmende.

Mine tanker i denne weekend har kredset lidt om det at flytte. Ikke lige her og nu, men med tiden. Godt nok har det, indtil videre, været okay at sidde og halvsove i toget om morgenen, men jeg kan også godt forudse, at det kan blive et irritationsmoment. Ikke mindst når der kommer nedfaldne blade og sne på skinnerne. Indtil nu har jeg tænkt, at Næstved ville være det oplagte valg (og det er det jo sådan set også rent objektivt). Imidlertid er jeg begyndt at overveje, om ikke også Ringsted ville være et godt bud. Der er gode forbindelser til både Næstved, København og Jylland og i følge min research virker det som en hyggelig by. Så jeg tror meget vel det kunne være der, min næste bopæl bliver. Så om en måned eller to, når arbejdslivet forhåbentlig er ved at bundfælde sig bare en lille smule tror jeg, at jeg går igang med lidt mere og grundigere research og taktik. Der er også stadig indtil flere faktorer, der skal pusles på plads og overvejes.
Det er på en gang en vildt spændende og en vildt underlig tanke nok at skulle flytte fra København. Det er trods alt de sidste 10 år jeg har tilbragt her. Omvendt er der også noget tillokkende ved at starte mere eller mindre forfra et nyt sted. Sådan apropos mit sidste indlæg her.

onsdag den 8. juli 2009

Udlængsel!

Sommerferie er jo lige hvad jeg får tiden til at gå med i øjeblikket og eftersom hverken økonomien eller tiden er til de store udlandsrejser hoppede jeg på Øresundstoget og tog til broderlandet. Nærmere bestemt var kursen sat mod Lund. Nemt og smertefrit må det siges at være at sætte sig ind i toget og en time senere stå af igen. Har fået dagen til at gå med at vandre rundt på byen på må og få, udnytte at den svenske krone er billig og der tilmed var "REA" (udsalg), være eftertænksom i domkirken og dase i botanisk have i solen med en kanelbulla og noget at drikke.
Det var vist der den ramte mig- rastløsheden og udlængslen. Jeg vil ud. Ud i verden. Opleve, leve. Jeg er slet slet ikke færdig med at se verden og kan snildt forestille mig at rykke op og ud om et par år når jeg har fået noget erfaring på bagen. Sådan for en længere periode. Og priser mig i den sammenhæng lykkelig over, at jeg er uddannet til et fag der er ret universelt. HVOR jeg skal hen vides ikke. Selvfølgelig er der i første omgang ferier - store som små- til fjerne og mindre fjerne destinationer. Men sådan på sigt, så er både Norge, Irland, Holland og Afrika inde i billedet. Og Sverige. Jeg har altså et eller andet for det land.
Jeg ved godt, at udlængslen i høj grad hænger sammen med trangen til at der skal ske noget nyt. Nye udfordringer, der vender op og ned på alt. Som jeg bliver kastet ud i og skal håndtere. Ikke bare dagligdags udfordringer, men dem der giver oplevelser en masse og sætter dybe spor i sjælen. Ud, ud under åben himmel.
Udfordringer skal der nu nok komme det næste stykke tid, ikke mindst når turen i næste uge går til Næstved.....

søndag den 28. juni 2009

En nat bli'r det sommer, en fjern og fin musik

Og den nat var vist forleden. Hvor det var helt fantastisk at cykle hjem gennem sommernatten og se solen stå op over søerne. Hvor flere dages festivitas kulminerede i et brag af en fest. En fest med et strejf af nostalgi og vemodighed fordi noget nu er slut og noget andet begynder. En intens stemning af "vi gjorde det". For det var i dén grad 24 glade nyuddannede jordemødre der festede på livet løs inden arbejdsmarkedet kalder.
Det er altid lidt underligt at slutte noget. Først er der eksamenslæsningen med alle overspringshandlingerne. Så nervøsiteten og sommerfuglene op til eksamen. Og endelig, forløsningen. Som endte med et 12-tal. Er der en federe måde at blive færdig på. Så et par dage med fejring. At cykle gennem byen i kittel på en pyntet cykel og danse rundt om Storkespringvandet. Noget af det sjoveste jeg længe har gjort. Og som sagt, en fantastisk fornemmelse er det at cykle gennem sommernatten og være både vemodig og glad.

torsdag den 28. maj 2009

Færdig, flad, fattig, fastansat, forelsket

.. er sådan cirka hvordan jeg har det nu. Eller, for at starte med det sidste, så er jeg ikke forelsket (i andet end livet i hvert fald), men den slags kommer jo når man mindst venter det (og sikkert også til trods for mit noget anstrengte forhold til lige netop dén kliché).
Færdig- efter 8 uger med godt samarbejde, mange kopper kedelig kantinekaffe og redegørelse, analyse, diskussion og konklusion er bachelorprojekt printet, trykt og klar til aflevering. Fantastisk følelse! Og lidt et antiklimaks ikke liiige at skulle skrive noget til i morgen eller bikse en litteraturliste sammen. Har været helt flad. Som i træt som et alderdomshjem. Skønt at tage ugens længste og mest velfortjente morfar på sofaen, uden dårlig samvittighed, efter lange dage og sene aftener med kloge tanker for fulde drøn. Fattig- trykning af bachelorprojektet var noget dyrere end beregnet og nu er man jo aldrig blevet styrtende rig af at være på su....
Fastansættelsen er til gengæld i hus, så jeg kan se frem til en sensommer/efterår hvor de røde tal gerne skulle blive lidt mindre røde. Samtidig siger jeg goddag til pendlertilværelsen og jordemoderlivet på Næstved Sygehus. Efter en samtale hvor jeg vist snakkede som et vandfald og var idealistisk og entutiastisk blev jobbet i hvert fald mit. 32 timer i første omgang. Glæder mig super meget til at komme igang og fortrænger at det sikkert også bliver både grænseoverskridende og angstprovokerende. Er faktisk ret stolt af mig selv!

Næste større udfordring er en eksamen der skal bestås før titlen er i hus og et Alt for Damerne løb der skal løbes. Men aller allerførst skal jeg slappe af et par dage og nyde det gode sommervejr DMI lover..

tirsdag den 19. maj 2009

Enten eller både og

Et eller andet sted, så synes jeg at de der ''enten-eller'' lister man af og til får på mail eller ser diverse steder er lidt platte. Men jeg synes også de er lidt sjove og kan være med til at give en del information om den der svarer. Så her kommer en af slagsen. Da jeg til tider har et særdeles veludviklet ubeslutsomheds-gen er det ikke blot enten eller, men også både og...


Morgenfugl eller natteravn?
Mest morgenfugl. Men der er nu noget over stilheden ved dagens begyndelse og slutning

Forår eller Efterår?
Efterår, ubetinget. Om foråret bliver jeg rastløs, om efteråret falder jeg til ro. Og har fået fyldt energidepoterne i løbet af sommeren

Ude eller hjemme?
Ude kan jo også være hjemme? Hmm. Base hjemme, men med udlængsel

Vingummi eller lakrids?
Vingummi. De sure af slagsen.

Biograf eller dvd?
Hver ting til sin tid, men biograf er altid et hit. Empire øverst på listen og Palads nederst. Ej, det må blive biograf.

Pest eller kolera?
Altså pest er jo udryddet mens kolera af og til optræser i epidemier. Så pest?

Vin eller øl?
Igen, hver ting til sin tid. En kold øl en sommerdag er ligeså fantastisk som et glas vin en vinteraften

Energisk eller doven?
Det veksler gevaldigt

Bly viol eller rejekælling? Hmm, jeg er vist bare min egen! Og en god mellemting- ikke den der råber højest, men heller ikke bange for at sige min mening

Bonderøven eller Blachmann?
Bonderøv... med et snert af Blachmann


Er der noget DU vil ha' svar på, så post en kommentar :)

mandag den 11. maj 2009

Løbeskoene er kridtet!


Jeg har gjort noget fuldstændig hovedkuls. Nemlig kastet mig ud i et løbeprogram. Okay, det ER faktisk ikke hovedkuls, men ganske velovervejet. Eftersom abonnementet til Fitness.DK er opsagt (for dyrt i forhold til, hvor lidt det bliver brugt) og vejret indbyder mere til at være ude end inde er jeg gået i krig. I dag, første dag, lød det: En rute på 2,5 km og skiftevis 2 min. gang og 2 min. løb. Så på en omhyggelig opmålt rute zig-zaggede jeg mellem fodgængere og opdagede nye veje i lokalområdet. Det var faktisk okay. Ømme ben da jeg kom hjem, men jeg tror og håber det er starten på noget stort. Det kunne i hvert fald være fedt. Tanken om friheden i løb tiltaler mig. Ingen afhængighed af tid og sted, men bare afkobling (og prusten og stønnen).
Lidt uovervejet er det tilgengæld nok, at jeg er blevet lokket til at deltage i 'Alt for Damerne's' 5 km løb i juni. Hvor kom den lige fra? Men det er i hvert fald fremragende motivation til at blive ved.

Den stive rygrad er tilgengæld ved at blive lidt blød igen og kræver disciplin og viljestyrke. Somehow ER gulerodsstave og agurkestykker bare ikke rigtig helt det samme som vingummi, is og kage.

Ellers sker der vist ikke det helt store her. Har et tøm fryseren - spis sundt- spar penge projekt kørende. Skriver bachelorprojekt på højtryk, spekulerer over min fremtidige jobsituationer og holder udkig efter en dejlig mand.

tirsdag den 28. april 2009

Jeg har genfundet min rygrad!


Min rygrad har det seneste lange lange stykke tid været lavet af vingummi (helt sikkert det der gule og røde på billedet;-). Det har i hvert fald føltes sådan. Især når det handlede om at holde sig fra is, slik, kage osv osv. Og rygraden er ikke blevet stivet af ved hjælp af gode vaner. Tvært imod. Nui, hvor findes der mange dårlige vaner i verden og ikke mindst når det kommer til argumenter FOR at der skal hyggesnackes. "Jamen i dag må jeg gerne", "det kunne være så hyggeligt med en lille kanelsnegl", "verden er også lidt dum i dag og det er synd for mig" - og det er bare nogle af dem. Og inde i mit hoved VED jeg jo godt, at det rigtig rigtig tit handler om, at jeg keder mig, er træt, sur eller noget lignende fremfor et fysisk behov.
I sidste uge besluttede jeg mig for, at piben skulle have en anden lyd. Det er på tide, at sundheden kommer ind i billedet igen. Og i første omgang er det altså følelsesspiseriet, der skal udryddes. Rent faktisk lykkedes det også ret godt, sådan ca 5 ud af 7 dage og det er jeg fuldt ud tilfreds med. Der røg en del frugt ned, men det er trods alt bedre end slik og kage.
Ugen bød også på en tur i Nyhavn og hvor var det bare endnu mere fantastisk at nyde is og iskold cider med god samvittighed fordi det ikke bare var endnu en i rækken. Og ligeså skønt at spise Paradis-is i solen ved Søerne. Ikke mindst var/er det en fantastisk følelse at se, at jeg godt kan. Jeg kan nærmest mærke rygraden blive stærkere og mere rank for hver dag jeg har undgået at falde i de dårlige vaner.
De første to dage af denne uge er også gået godt, og glorien skinner. Indrømmet, det ER svært. Efterhånden kan jeg godt gå forbi slikhylderne uden at crave vingummi, lakrids eller chokolade. Jeg har derimod både stået af cyklen for at gå ind til bageren OG trykket næsen flad mod ruden og tænkt hvad jeg skulle forsøde min kaffe med. MEN, jeg mobiliserede AL min viljestyrke og gik videre. Hvor er det svært når man står i det. Men hvor er det også bare helt ufattelig fedt når det lykkes!
Jeg ved, at jeg godt kan fortsætte den gode stil. Jeg ved også, at der kommer dage hvor jeg falder i. Jeg ved det kræver mange overbevisende tanker hver evig eneste gang jeg står og vender og drejer en pose slik, kage eller noget tredje. Jeg ved at jeg vil det her og vil være sundere og slankere.

søndag den 5. april 2009

Rod på 1. sal

Den kvikke læser vil hurtig ane, at det drejer sig om den mentale 1. sal eftersom jeg jo bor trygt og godt på 2. sal. Men der roder det tilgengæld også, så jeg ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte for at få hoved og hale i tingene. Tingene, som nærmere bestemt er store, krøllede tanker, der har filtret sig godt ind i hinanden. Jeg mangler balsam til sjælen.

Det er irriterende, at et ellers begyndende og spirende forår skal overskygges af den slags. Som jo desværre også har det med være selvforstærkende så det næsten ikke er til at holde ud. Jeg synes bare jeg trænger til at noget går rigtig godt. Jeg trænger på den mest egoistiske vis til at tingene bare kører. Og fordi det (heldigvis) er så sjældent, at jeg har det sådan føles det ekstra hårdt. Jeg er led og ked af at høre, hvordan alle andre får job og kærester når jeg selv får afslag og kiksede dates. Det er måske barnligt, men jeg synes det er bunduretfærdigt. Jeg vil også, det er da for fanden snart MIN tur til at være heldig. Og ikke bare hænge fast i dagligdagens trummerum. Trave ud af en landevej der er så lige at den er kedelige. Synes næsten det værste er, at jeg ikke har TROEN på at tingene vender. At jeg ikke rigtig kan se de sideveje jeg kan dreje ind af for at møde nye oplevelser.

onsdag den 1. april 2009

Forår


Jeg gjorde det. Slukkede fjernsynet, lettede bagdelen og gik ud i forårsskumringen. Gik, ned af Nørrebrogade, ned til søerne hvor jeg aldrig kan huske hvilken en der hedder hvad. Jeg gik der, en æske Gajol raslede i min lomme. Blandt forårskåde løbere og halvsovende ænder. Var på een gang tilfreds og trist. Tilfreds fordi det hele egentlig går meget godt og foråret er på vej med alt hvad det indebærer af godt humør. Lidt trist, da jeg så helikopteren lande på taget af Rigshospitalet. Jeg kommer altid til at tænke på de bitte små for tidlig fødte børn jeg så og passede på neo. Og fordi det ligesom kun er en one-way ticket når den helikopter lander. Folk der bliver transporteret ind til liv eller død. Der er aldrig glade, raske mennesker i når helikopteren letter igen.

torsdag den 5. marts 2009

African time


Here we go again. Det er hverdag og studietid ergo også til til overspringshandlinger. Men på den anden side, så kan en fantastisk studietur til Ghana jo ikke stå ubemærket hen. Og i bedste 'African time' stil så når jeg jo nok det hele - hvad betyder en smule ventetid og udskydelse i det lange løb?

Forventningsfuld og lidt nervøs tog jeg d. 11. februar i det fineste snevejr mod lufthavnen hvor mødestedet var sat sammen med 4 andre jordemoderstuderende, 3 ergoterapeutstuderende, 6 sygeplejestuderende og 2 undervisere. Gad vide hvordan det ville bliver at skulle være intensivt sammen med så mange andre mennesker konstant i 20 dage for et privatmenneske som mig? Det skulle vise sig at gå over al forventning...

Med bagagen afleveret og boardingpasset i hånden faldt der allerede lidt ro på nerverne. Og efter mange timer luften landede vi i Ghana's hovedstad Accra. Blev ramt af en mur af varme og en mur af mennesker der alle ville hjælpe med at slæbe bagage. Midt i mylderet lykkedes det os at finde frem til den bus der skulle køre os til Afia Beach Hotel og efter en lidt rodet indkvartering var en kold øl lige præcis det der var tiltrængt. Og det fik vi. Samtidig stiftede vi for første gang bekendtskab med begreberne 'african time og 'small small' da vi ventede.... og ventede... og ventede en rum tid inden vores mad kom.

De kommende dage bød på ture i Accra og med lidt logistik lykkedes det at få alle 16 personer indstalleret i bussen, hvor air conditionen ikke altid virkede lige effektivt og hvor der på en af køreturene lugtede mistænkeligt af benzin. Sjove lyde og ikke lang tid senere stod vi så der, in the middle of nowhere, med en bil der ikke rigtig ville køre længere. Frem til målet nåede vi dog lettere forsinket og havde en varm, men fin dag hvor vi så perlefremstilling, fik en fantastisk spaghetti m. kødsovs (ikke at forveksle med gedesovs) og fik danset boogie woogie. Hjemturen var en kende mere dramatisk end udturen og der var vist først rigtig glade ansigter da vi var vel hjemme på hotellet. Der er dælme langt hjem når bilens lygter ikke virker, det er kulsort aften og der er dybe grøfter på hver side af vejen.
Efter 5 dage i Accra kørte vi til Tema hvor der bl.a var hospitalsbesøg på programmet. En spændende, men også meget tankevækkende oplevelse. I hvert fald kan man konkludere at jordemoderfaglig omsorg som vi kender den herhjemme var så godt som ikke eksisterende, at privatliv hører til sjældenhederne og hvis den fødende er doven er det da helt ok at give hende et dask eller to. Helt klart en oplevelse der skulle fordøjes og vendes, men heldigvis har vi været gode til at låne hinandens ører når det hele blev lidt for meget.

Efter Tema var Moree næste stop, det var næsten paradis - sol, palmer, strand og det store brusende Atlanterhav. Meget tiltrængt ovenpå mange intense og begivenhedsrige dage. D.24. blev der sagt farvel til de, der tog tilbage til Dk, mens vi andre (10) tog til Nordghana og bl.a oplevede elefanter, gamle moskeer, det største marked i Vestafrika og meget mere..

Oplevelser, gode grin, klamme toiletter kombineret med dårlig mave, sammenhold, dejlige mennesker, sol, ris med kylling og kortspil er bare nogle af de ting der ikke er nævnt. Ikke desto mindre har det også været hovedingredienser i en fantastisk tur, der har været en stor energi indsprøjtning og som har givet mig mod på at se mere af Afrika og resten af verden.

lørdag den 31. januar 2009

Det er hvidt derude, kyndelmisse slår sin knude...

Faktisk er det ikke spor hvidt derude, nærmere sådan lidt brunt-i-gråt -agtigt. Kedeligt på den kedelige måde. Savner noget grønt og solstråler der varmer. Den første forårsdag. En forårsdag, hvor solen bare skinner. Men kyndelmisse er det snart...
Og ferie er det. Er i den forbindelse draget til Åbenrå hvor programmet mest hedder afslapning, gode bøger, god mad og så måske en lille middagslur. Så tilpas langt væk fra Nørrebros travlhed, at jeg kommer helt ned i gear og får slappet af i alle celler. Dét skal man ikke undervurdere effekten af.
Ellers er det Ghana der er i mine tanker. Med 11 dage til afrejse er det jo lige om lidt. Jeg både glæder mig ekstremt meget og er ret spændt på hvordan det bliver at opleve en kultur SÅ markant anderledes. GLÆDER mig måske allermest til 27 grader og sol. Det kan man forholde sig til og det er i den grad tiltrængt midt i vinterkulden. Hvis bare jeg får lidt fregner på næsen, så er jeg glad. Synes stadig der er 117 ting som skal nåes, men på en eller anden måde lykkes det jo som regel alligevel at nå det hele. Helt sikekrt er det i hvert fald at det bliver en oplevelse for livet

fredag den 16. januar 2009

Når motivationen mangler..

Jeg havde egentlig aldrig troet jeg skulle sige det, men jeg er glad for at jeg snart er færdig med praktikken. Jeg gider ikke mere, motivationen er pist væk og jeg keeeeder mig. Jo, det er da meget hyggeligt at være på barselsgangen, men jeg savner fødegangens travlhed og udfordringer. Det er jo dér jeg hører til. Heldigvis lakker det mod enden med 5 vagter tilbage, så mon ikke det går. Og SÅ er det ferie. Og SÅ er det snart til til at tage til Ghana. Jeg glæder mig helt ekstremt. Både til at få lidt varme midt i februar, til at opleve en kultur der er helt og aldeles anderledes end den jeg kender og til at møde nye mennesker. Dét bliver fedt og dét er jeg motiveret til.

Heldigvis er motivationen til træning og sund mad også ved at dukke op så småt og med to gange træning i denne uge er jeg godt på vej til at blive sommerlækker. Har et lille bitte hemmeligt mål om at der er røget de der 7-8 kg til sommer når jeg bliver færdig. Det kunne være cool.

torsdag den 1. januar 2009

Min egen nytårstale...

Alt for længe har jeg syltet mine skriblerier her. Den seneste måned har været travl, tankefuld og temmelig turbulent på mange planer. Men nu, på årets første spritnye dag efter en dejlig aften med god mad, god rødvin og ikke mindst godt selskab må det være tid til at se lidt tilbage på 2008 og fremad mod 2009.

Selvom d.1.1. måske om noget er dagen hvor ''man'' begynder at spise sundt, dyrke motion og starte på en frisk er det jo også dagen derpå, hvor rester af chokoladekage og god mad smager fantastisk. Til trods for at jeg, også herinde, har erklæret fedtet krig har der vist været våbenhvile det meste af året. Mad og motion har ikke fyldt helt så meget som det burde, men den (næsten) daglige cykeltur til sygehuset har gjort at vægten i hvert fald ikke er steget (ok, se bort fra decembers orgie af mad der ikke har hat positiv indflydelse). Satser gevaldigt på, at næste år bliver det mig, der tager føringen og knock-outer de der kilo, der sidder alt for godt fast og er til mere irritation end glæde.

Gennem hele året har jeg jævnligt mærket, at jeg har en stor og dejligt familie hvor jeg er som jeg er og det er godt nok. Jeg er, på et næsten religiøst plan, enormt glad og taknemmelig for at have to dejlige forældre og to fantastiske søstre der kender mig på godt og ondt og hvor der er plads til både grinelip, tudeture og samtaler om stort og småt. Familiesammenkomster, hvor folk samles fra nær og fjern og hvor næste generation er begyndt at melde sin ankomst - jeg glæder mig til flere af slagsen!

Mænd. Selvmedlidenhed er sjældent klædeligt, men jeg synes godt nok ikke mandekarmaen har været med mig i det forgange år. Der har været gode dates. Dårlige dates. Mænd der er FOR søde. For kedelige. For få. Af og til er jeg fuldstændig overbevist om at det passer, det med at mænd er fra mars og kvinder fra venus. Alligevel er jeg blevet lidt klogere, også på den front. Men hvad jeg egentlig søger er jeg ikke helt sikker på jeg ved, når det tilsyneladende ikke er det jeg tror det er. Og det er et stadigt mysterie HVOR jeg skal lede....
Hvorom alting er, så er dateriet og søgningen lagt på hylden lige midlertidigt. Jeg gider ikke lige nu. (og så kommer han når jeg mindst venter det? Den vil jeg sq se før jeg tror på det....)

2008 er også året hvor jeg er kommet et stort skridt tættere på at være jordemoder. Fra et 5. semester med mange små praktikker og frustrationer til et 6. semester hvor jeg har mærket roen sænke sig. Troen på, at jeg jo godt kan. Bevares, der er dage hvor jeg synes det er stort og overvældende og utrygt at jeg snart skal stå alene med det, men samtidig GLÆDER jeg mig til at blive færdig.

Jeg tror ikke jeg kan finde ét ord der beskriver 2008, men det har været et godt år. Og et udfordrende år, både fagligt og personligt, hvor jeg kan mærke at jeg har drejet rundt om min egen akse og efterfølgende er endt et helt andet sted end hvor jeg startede. Skønt, men også tit ufatteligt hårdt når man er i det.

2009.... hvad der sker er (heldigvis) uvist. Eller, nogle ting er jo allerede planlagt og plottet ind i kalenderen. Praktik i Ghana fx. Skrivning af bachelor og at blive færdig som jordemoder. At blive 30 - et skarpt hjørne der skal rundes.
Uanset hvad, så bliver det et stort år. Om det også bliver et godt år vil tiden vise, men jeg glæder mig. Og jeg glæder mig til senere på dagen at gå ud i den frostklare luft og nyde verden.

Godt nytår.