Jeg har genfundet min rygrad!

Min rygrad har det seneste lange lange stykke tid været lavet af vingummi (helt sikkert det der gule og røde på billedet;-). Det har i hvert fald føltes sådan. Især når det handlede om at holde sig fra is, slik, kage osv osv. Og rygraden er ikke blevet stivet af ved hjælp af gode vaner. Tvært imod. Nui, hvor findes der mange dårlige vaner i verden og ikke mindst når det kommer til argumenter FOR at der skal hyggesnackes. "Jamen i dag må jeg gerne", "det kunne være så hyggeligt med en lille kanelsnegl", "verden er også lidt dum i dag og det er synd for mig" - og det er bare nogle af dem. Og inde i mit hoved VED jeg jo godt, at det rigtig rigtig tit handler om, at jeg keder mig, er træt, sur eller noget lignende fremfor et fysisk behov.
I sidste uge besluttede jeg mig for, at piben skulle have en anden lyd. Det er på tide, at sundheden kommer ind i billedet igen. Og i første omgang er det altså følelsesspiseriet, der skal udryddes. Rent faktisk lykkedes det også ret godt, sådan ca 5 ud af 7 dage og det er jeg fuldt ud tilfreds med. Der røg en del frugt ned, men det er trods alt bedre end slik og kage.
Ugen bød også på en tur i Nyhavn og hvor var det bare endnu mere fantastisk at nyde is og iskold cider med god samvittighed fordi det ikke bare var endnu en i rækken. Og ligeså skønt at spise Paradis-is i solen ved Søerne. Ikke mindst var/er det en fantastisk følelse at se, at jeg godt kan. Jeg kan nærmest mærke rygraden blive stærkere og mere rank for hver dag jeg har undgået at falde i de dårlige vaner.
De første to dage af denne uge er også gået godt, og glorien skinner. Indrømmet, det ER svært. Efterhånden kan jeg godt gå forbi slikhylderne uden at crave vingummi, lakrids eller chokolade. Jeg har derimod både stået af cyklen for at gå ind til bageren OG trykket næsen flad mod ruden og tænkt hvad jeg skulle forsøde min kaffe med. MEN, jeg mobiliserede AL min viljestyrke og gik videre. Hvor er det svært når man står i det. Men hvor er det også bare helt ufattelig fedt når det lykkes!
Jeg ved, at jeg godt kan fortsætte den gode stil. Jeg ved også, at der kommer dage hvor jeg falder i. Jeg ved det kræver mange overbevisende tanker hver evig eneste gang jeg står og vender og drejer en pose slik, kage eller noget tredje. Jeg ved at jeg vil det her og vil være sundere og slankere.

Rod på 1. sal

Den kvikke læser vil hurtig ane, at det drejer sig om den mentale 1. sal eftersom jeg jo bor trygt og godt på 2. sal. Men der roder det tilgengæld også, så jeg ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte for at få hoved og hale i tingene. Tingene, som nærmere bestemt er store, krøllede tanker, der har filtret sig godt ind i hinanden. Jeg mangler balsam til sjælen.

Det er irriterende, at et ellers begyndende og spirende forår skal overskygges af den slags. Som jo desværre også har det med være selvforstærkende så det næsten ikke er til at holde ud. Jeg synes bare jeg trænger til at noget går rigtig godt. Jeg trænger på den mest egoistiske vis til at tingene bare kører. Og fordi det (heldigvis) er så sjældent, at jeg har det sådan føles det ekstra hårdt. Jeg er led og ked af at høre, hvordan alle andre får job og kærester når jeg selv får afslag og kiksede dates. Det er måske barnligt, men jeg synes det er bunduretfærdigt. Jeg vil også, det er da for fanden snart MIN tur til at være heldig. Og ikke bare hænge fast i dagligdagens trummerum. Trave ud af en landevej der er så lige at den er kedelige. Synes næsten det værste er, at jeg ikke har TROEN på at tingene vender. At jeg ikke rigtig kan se de sideveje jeg kan dreje ind af for at møde nye oplevelser.

Forår

Jeg gjorde det. Slukkede fjernsynet, lettede bagdelen og gik ud i forårsskumringen. Gik, ned af Nørrebrogade, ned til søerne hvor jeg aldrig kan huske hvilken en der hedder hvad. Jeg gik der, en æske Gajol raslede i min lomme. Blandt forårskåde løbere og halvsovende ænder. Var på een gang tilfreds og trist. Tilfreds fordi det hele egentlig går meget godt og foråret er på vej med alt hvad det indebærer af godt humør. Lidt trist, da jeg så helikopteren lande på taget af Rigshospitalet. Jeg kommer altid til at tænke på de bitte små for tidlig fødte børn jeg så og passede på neo. Og fordi det ligesom kun er en one-way ticket når den helikopter lander. Folk der bliver transporteret ind til liv eller død. Der er aldrig glade, raske mennesker i når helikopteren letter igen.