Drømme

Der er almindelige drømme. Altså dem, som Den Store Venlige Kæmpe samler i syltetøjsglas og lukker ud i børneværelserne *. Og dem som opstår som følge af REM og udgør 20-30% af søvnen, varer fra 5 til 40 min afhængigt af, hvornår på natten de indtræder, men som regel har mennesket 4-6 drømme om natten med 90 minutters interval. Drømme man kan vågne op fra og fundere hvorfor det mon lige var ham eller hende man ikke har set de sidste 5 år, der optrådte. Hvor man har vandret på eksotiske steder eller er skræmt fra vid og sans. Drømme hvor man har været langt langt væk i et andet univers og egentlig helst vil lukke øjnene og drømme videre. Drømme, der kan tydes på en milliard forskellige måder, som man kan tolke på eller lade være. Så er der de andre dagdrømme. Små, uskyldige drømme, hvor man midt i hverdagens jag pludselig befinder sig på en bountystrand med blåt vand og drinks i hidsige farver. Endelig er der de store drømme. Dem der forandrer livet hvis de bliver til virkelighed. Dem der både rummer eventyr og en anelse frygt for det ukendte. Dem der giver sus i maven på den gode måde og fremkalder en følelse af at være uovervindelige. Dem hvor DU er hovedpersonen. hvor det er DIG der får tingene til at ske. Dem som alle mennesker har i større eller mindre grad. Dem der er til for at blive indfriet. Gør noget ved dine drømme, for de gør noget ved dig! *Roald Dahl: "Sofie og den store venlige kæmpe"

Lidt, men godt

Det ser ud som om foråret er her. I hvert fald bidrager en stor buket påskeliljer gevaldigt til forårsstemningen herhjemme. Dejligt.
Jeg har (endnu engang) taget tyren ved hornene og er gået ind i kampen mod kiloene, vol. ??
Der er flere ting i det. Først og fremmest den sundhedsmæssige gevinst. Derudover har jeg nogle nederdele i skabet som jeg gerne vil kunne passe igen. Og endelig er det min plan, at jeg i hvert fald ikke skal slæbe rundt på mere end jeg gør nu -inkl. bagage- når jeg til sommer skal ned og vandre i Spanien. Altsammen noget der betyder at der skal ændres på tingenes tilstand. Det er også fint nok, det er bare sværere end som så synes jeg. Har allieret mig med madlog. Jeg tror på, at det er sundt for mig at se sort på hvidt hvormeget hyggespisningen og spisning med følelserne koster. Hvor meget det fylder og skaber ubalance i regnskabet.
Jeg ved imidlertid også, at alt for meget pligt og for lidt sjov næppe er det der baner vejen og vedligeholder motivationen, så jeg prøver at leve efter devisen "lidt men godt" når det så endelig skal være. Planen er jo heller ikke, at jeg aldrig skal spise chokolade, kage eller drikke et glas vin. Jeg skal bare blive bedre til at gøre det med måde...
Med det i mente har Nespresso maskinen lige brygget mig en espresso og Summerbird har leveret et stykke chokolade. Ét stykke. Men det er lige præcis nok til at opfylde behovet for noget lækkert. Og så er det bare rart at vide at det er kvalitet man propper i munden og ikke et eller andet klamt vekao-stads. Tror virkelig på, det er vejen frem.

Dermed ikke sagt at der ikke er andre og rigelige udfordringer. En af dem er nattevagter. Dels fordi man kan gå og blive frygtelig sulten ud på de små timer hvor det så er nemt lige at riste og spise et stykke brød med ost. Eller snuppe et par kiks. Eller købe en croissant på vejen hjem fordi det er hyggeligt.
Det er selvfølgelig en udfordring jeg tager op:D Pakker tasken med bedre alternativer og stiver rygraden af. For selvfølgelig kan jeg det her.

Sygdom, gå væk! Forår kom!

Hverdagen har sat farten ned så nu er der endda tid til at stoppe op og trække vejret af og til. Det passer mig noget bedre med det her moderate tempo end "videre, næste punkt på programmet" tempo.
Jeg fik ved lidt vagtbytte skrabet en bunke fridage sammen og har derfor netop været en tur i Sønderjylland - der er tempoet hverken moderat eller hastigt, men dejligt langsomt. Skønt med et par dage uden planer, masser af strikning, bøger og hygge. Knap så hyggeligt er det, at jeg har taget en forkølelse og mild omgang influenza med hjem. Den slags hvor man egentlig føler sig godt tilpas- men hvor det alligevel viser sig at et bad eller at gå ned med skrald er ved at vælte en omkuld og man må kapitulere og fortrække tilbage til sofaen hvor man så kan tage en lille lur mere med en pakke kleenex (dem med balsam!) indenfor rækkevidde.
Ej, når man sjældent er syg, så bliver man altså lidt sølle. Det mest irriterende er at man lidt bare er nødt til at acceptere at man ikke kan så meget og ved at det jo går over igen.

Noget helt andet- når nu kalenderen siger det skal være forår- hvor bliver det så af?
Jeg vil have plusgrader på den gode side af 0, solstråler der giver energi, kastanjetræer med spæde lysegrønne knopper, flirt, kaffe i solen i en storby, vinterjakken lagt væk og og og....
Forår, kom nu!