tirsdag den 26. august 2008

Strøtanker fra en café


Så sidder man, godt plantet på en caféstol med den klassiske kaffe latte- på minimælk- efter dankortet (igen) er blevet brugt lidt for flittigt. Men hey, der er både nyt tøj, en fødselsdagsgave, garn til et strikketøj og de flotteste sensommer georginer i poserne, slet ikke et ringe udbytte.


Udenfor går folk fordi. Tykke mennesker. Tynde mennesker. Hippe og knap så hippe mennesker. En mand i kjortel og kalot trækker en cykel med en lyserød barbieskoletaske. Pæne mennesker. Grimme mennesker. Og egentlig er man glad for, at man godt kan finde ud af at gå på café alene.
Personbiler, ambulancer og busser kører fordi. Cyklister standser op for rødt, venter utålmodigt.
Det sker man kommer til at tænke mens man sådan sidder der. Sådan tænke lidt over hvad man har, og ikke har. På studiet der starter igen i næste uge, hvilket er rart og skræmmende på samme tid. På hvor irriterende det er, at alle de pæne mænd har et barnesæde bag på cyklen. Hvor rart det ville være at have en hyggelig café lige rundt om hjørnet. På alting og ingenting i virkeligheden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar