Norge og jeg har haft en krise i vores forhold. Eller det er jo nok snarere at JEG har haft lidt krise. Jeg har et dejligt arbejde, søde kolleger, fantastiske omgivelser - og en forlænget kontrakt. Jeg havde bare håbet på, at skulle retur til DK permanent nu. Nogle gange når beslutningen er taget kan det jo næsten kun gå for hurtigt med at realisere den - svært, når der er en del faktorer jeg ikke selv har nogen indflydelse på.
Kamelen ER ved at være slugt og fordøjet, men helt tilfreds er jeg ikke. Jeg har i den forbindelse arbejdet ret meget med mine tanker så Norge ikke bliver = det værste der kan overgå mig. Med at holde fast i de mange gode ting, der er. Det fylder stadig en god del af mine tanker og overvejelser, men jeg er besluttet på at få det bedste ud af det. Skal bare lige finde ud af at hvile i det også.
Nu tager jeg hul på et nyt kapitel med 3 ugers komprimerede vagter og 1-2 uger i DK samtidig med jeg arbejder på at komme tilbage til Kbh og arbejde. Er spændt på at se hvordan det bliver.
Det hele er ikke/har ikke været ren elendighed (muligvis har jeg svælget lidt i "det er synd for mig" også). Jeg havde en dejlig dejlig tur til Paris med en veninde hvor vi fik styr på stort og småt, nød solen, nød Montmatre, nød livet. Senere tog jeg en ego-tur til Stavanger - sejlede ned langs kysten, forcerede klipperne til Predikestolen og blev svimmel og beruset af udsigten. Tænkte, drev rundt, sansede, svedte, var kulturel og hang ud på hyggelige cafeer.
Endelig - endelig- blev det også tid til sommerferie. Først en uge i Tyrkiet med sol, varme, turkistblåt vand og kærlighed. Derefter en uge i og omkring Kbh med de dejlige mennesker der er i mit liv. Igen fik jeg slået fast, hvor meget jeg savner dem og København.
Jeg er spændt på, hvad der sker de kommende måneder. Hvornår og hvordan brikkerne i puslespillet falder på plads. Uvisheden er mere irriterende end udfordrende lige nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar