Fragmenter i frit fald

For tiden føles det i bogstaveligste forstand som om min velkendte verden og hverdag fragmenteres og fragmenterne flagrer lidt hid og did og er er i frit fald indtil de med sikkerhed nok skal samle sig i et nyt og smukt mønster med tiden. Det er en anelse kaotisk og udfordrende, men jeg har stor tillid til dét, der kommer ud af det og måske derfor trives jeg egentlig ganske godt lige midt i alle stumperne. Som at lægge et puslespil med mange brikker og fornemme, at det færdige billede nok skal blive godt.

Jeg har sagt min faste stilling på Næstved op og er blevet mødt en del gange med ordene: "tør du virkelig godt det i disse tider? Det er modigt gjort"
Modigt?  Tja måske.  Nu er det jo ikke fordi jeg skal bruge tiden på lediggang eller kassearbejde i Netto (heldigvis). Jeg har nemlig også sagt ja til et års vikariat i Norge - Bergen nærmere bestemt.
Tanken om at rejse ud har spøgt længe og blev til "noget jeg helt sikkert skal" på sidste års caminovandring. Ting kan imidlertid tage tid og det var først i løbet af foråret/sommeren, at jeg
besluttede at NU skulle der ske noget. Nye faglige og personlige udfordringer måtte der til. Tingene er gået slag i slag og for nogle uger siden sagde jeg så mit arbejde op - en ret så underlig følelse i øvrigt... Lidt senere købte jeg en enkeltbillet til en af Europas mest regnfulde byer og nu er jeg så småt igang med at sige farvel til min velkendte hverdag.

Jeg er helt klart i transit og min hjerne - eller er det mine følelser?- er ikke altid helt på det rene med, hvad det er jeg har gang i. På den ene side er det som om det er i en anden æra og sfære at jeg skal afsted og alligevel rammes jeg næsten dagligt af tanker om, at jeg rejser væk fra det jeg kender og dem jeg holder af. Alt i alt er jeg dog ikke spor i tvivl om, at det er det rigtige at gøre og jeg GLÆDER mig!

Af og til må man rejse ud for at finde hjem...