fredag den 2. marts 2018

2018 uden X-Faktor

Det er som om, jo ældre jeg bliver - jo hurtigere går tiden. Sagde hun og følte sig meget ældre end 38.
I sofaen, mens verden udenfor er dækket af et fint lag sne. Trods kalenderen siger forår.
X-Faktor agerer baggrundsstøj.

Helt ærligt synes jeg ikke, at 2018 har haft så meget X-Faktor endnu. Der har ikke været meget, at blive blæst bagover endnu. Bevares, det kan nå at komme.....
Der har været lidt rigelig sygdom synes jeg. En led omgang influenza og lungebetændelse. Og så en omgang betændelse i bugspytkirtlen. Med tilhørende indlæggelse og et pænt hidsigt mentalt efterforløb.
At se sundhedssystemet indefra har været..... en oplevelse og omend Danmark bryster sig af et gratis sundhedsvæsen, så er jeg ikke imponeret. Men det er jeg jo sådan heller ikke for rammerne for mit eget arbejdsliv. Mest af alt er jeg nok lidt rystet over, hvor dårlig opfølgning der er efter sådan et forløb.
Mentalt har det som skrevet også været noget af en omgang. Mange tanker har kørt rundt og prikket til nogle af de sorte sider i mig. Jeg har virkelig prøvet at rumme det, men jeg har dæleme også tudet meget, været vred, bange og frustreret.  Det har vendt, men der er stadig lidt tungsind tilbage.

Heldigvis siger skemaet FERIE i næste uge. På mandag daffer vi til Rom i nogle dage og jeg glæder mig til at se noget andet, lidt varmere temperaturer og kærestetid. Jeg har af ovenstående årsager ikke været særlig spændende selskab de seneste uger.
Jeg kan dog godt ærgre mig lidt over, at alkohol er no-go det næste halve år - en lille cocktail og et godt glas rødvin går ligesom godt i spænd med ferie. Well, jeg klarer den.

2018 har andre gode ting i ærmet. Fx et lille bryllup i september og dét er sq rart når året er startet lidt sløjt.

Rise and shine.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar