søndag den 19. september 2010

Te

Da jeg på et tidspunkt skrev mit indlæg om kaffe nævnte jeg vist, at der kom et indlæg om te på et senere tidspunkt - og det er så nu. I takt med at mørket sænker sig tidligere, blæsten og bygerne er hyppige og at man faktisk kan have dage hvor man synes man får FOR MEGET kaffe er det nemlig blevet te-tid!

Det er som om, at jo tidligere jeg skal op om morgenen jo mere har jeg lyst til te i stedet for kaffe. Fornylig erfarede jeg desuden at kaffe tæt på sengetid ikke er en god kombination og selvom jeg klog af skade nu har koffeinfri neskaffe på hylden så skal man bare ikke undervurdere en god kop te.
Og ligeså vel som kaffe ikke bare er kaffe er te heller ikke bare te.
Jeg ved at rigtige te-entutiaster går op i trækketider og temperaturer på vandet- helt så avanceret er jeg ikke.
Generelt er jeg mest til sort te, men god grøn te er også godt fra tid til anden.
Jeg svinger lidt mellem at foretrække løs te eller tebreve. Er det førstnævnte kan Kusmi anbefales og er det sidstnævnte så skal det for guds skyld være ordentlig kvalitet. Vi taler altså ikke Medova eller lign. For tiden sværger jeg til en økologisk te fundet i et svensk supermarked: Te med rabarber og vanillesmag. Teen har en svag smag af både rabarber og vanille uden at være for syntetisk hvilket ellers ofte er gældende for tebreve synes jeg.

Urteteer er en helt anden kategori og udover klassiskere som kamillete og universalte er jeg især glad for pebermynte te.
Pukka laver nogle rigtig gode kombinationer, blandt mine favoritter er brændenældete, herbal spice chai og ingefærteen. Det er faktisk kommet så vidt, at jeg ikke rigtig bør købe mere pukkate før jeg har fået drukket noget af det jeg har.
Og sådan er det egentlig generelt hvad angår te her i huset. For man kan jo ALTID shoppe te hvis ikke man kan finde andet at købe:) Det har så resulteret i et RET stort udvalg af te. Men hey, der skal jo også være til enhver lejlighed og de mange mørke morgener og aftener...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar