En nat jeg aldrig glemmer...

Idéen til det her indlæg har jeg tyvstjålet fra en bog jeg læste for noget tid siden, hvori forskellige forfattere og andre godtfolk skrev om en nat de aldrig har glemt. En af de der nætter hvor tiden står stille og er alting er forunderligt magisk og epokegørende. En nat der aldrig kommer igen.
Der er mange nætter lagret i min hukommelse som nætter der aldrig bliver glemt, men den seneste af slagsen fandt sted for ganske nylig. En nat, hvor et lille nyt menneske kom til verden. Helt ny, helt sin egen. Så fin og færdig.
Jaja, nu er mit arbejde jo ligesom at være med til en masse babyers første fødselsdag tænker nogen, så hvad er der specielt ved det her barn? Fordi det er min nevø selvfølgelig. Så...

"Kære Leo
Du voksede, med fuld fart inde i din mors, min søsters, mave. En håndfuld, 1800 g, 2400 g, 3600 g. Færdigdannet, skulle bare vokse dig større. Din hjertelyd, som jeg lyttede med trærøret var hurtig - som et lokomotiv, der suser afsted i fuld fart, mod fjerne ukendte horisonter. Med stop ved nære og fjerne stationer, ukendt territorium. Mod lys, lyde og lugte. Så ulig det lune mørke du lå i, i din helt egen verden. Gad vide hvordan du ville se ud og hvem du var?
Svaret ville jeg få en i slutningen af juni, havde kloge mennesker spået.
Selvom man til daglig har mange gravide maver i hænderne; runde, spidse, spændte, bløde - så er det noget helt helt andet end når det er en man kender så godt som jeg kender din mor.

Tankerne for hid og did fra den første sms om, at nu var fødslen sat i gang og fokus lå overhovedet ikke på arbejde og hverdag og andre mennesker, men på hvornår du mon ville kigge ud i denne store, vide, fantastiske og forunderlige verden.  Tiden skulle fordrives og vagter blev i hu hej hastværk byttet så jeg var klar´til at tage til Hvidovre i det øjeblik det var nødvendigt. Stikpiller blev lagt, ventetid blev slået ihjel. Jeg tror din mor i virkeligheden var den mest tålmodige i hele processen. Vi andre, inkl mig selv, ventede i spænding. Og med en anelse uro må jeg indrømme, når nu jeg i kraft af mit arbejde har været vidne til hvor langt og sejt forløb en igangsættelse kan være.
Men en lørdag aften, da jeg så småt var på vej i seng, overbevist om at søndagen skulle bruges på Hvidovre bippede mobilen og sms'en lød: "Så nu gør de nas! Måske er der også gået lidt vand. Venter på at tale med JM - har ikke så meget batteri på tlf men skal nok opdatere" (25.6.11, kl 20.55)
Nogle timer senere ringede og skrev din far, at nu måtte jeg godt komme, for nu var der da godt nok gang i de der veer. Afsted i en taxa. Da jeg kom ud på Hvidovre som er noget større end der hvor jeg traver gangene tynde fandt jeg dine forældre. Din mor var i bad, stod og rokkede nydeligt med bagdelen, mens hun trak vejret på bedste vis. Din hjertelyd bankede lystigt, lige efter bogen.
Lidt senere var der sket en masse - jeg skal love for du havde fart på, da du først ville ud. Det var på en gang underligt og forunderligt at være på sidelinjen når man nu er vant til at være in charge. Heldigvis var jordemoderen fra Hvidovre sød, dygtig og god til at informere så jeg tvivlede ikke et øjeblik på, at I alle var i gode hænder. Tiden gik, du kom længere ned,  din mor var pissesej, men du begyndte også at synes, at  det der fødselsnoget ikke længere var  helt så sjovt. Det var i hvert fald hvad blodprøverne fra dit hoved viste. Godt gået, at man skal starte sin tilværelse med at blive snittet i knolden!
Lidt flere mennesker på stuen, et drop, en kop og et klip, så kunne din mor række armene ned og løfte dig op på sit bryst. Hvor du startede med at skrige - lige som en nyfødt bør gøre- og derefter gik over til at ligge og kigge med store betragtende øjne. Helt perfekt.

1 times tid senere trådte jeg ud fra hovedindgangen på Hvidovre hospital. Dagen var begyndt at gry, mens resterne af en hel særlig nat hang i luften. En lidt tåget, diset luft der duftede at hyld og kaprifolium. Så almindelig, og alligevel så eventyrligt forandret.
Natten til den 26. juni blev helt speciel og en nat jeg aldrig glemmer. Fordi jeg har fulgt dig fra den allerspæde start inde i din mors, min søsters, mave til du lå PÅ hendes mave og fordi jeg kommer til at se dig vokse og gro. Fordi du ændrer verden ved at være helt din egen.

Velkommen til verden Leo. Husk, at livet er  det største eventyr.
Kærlig hilsen
din moster