Engang så jeg ud af et vindue..

Engang så jeg ud af et vindue. Et vindue i et tog. I et tog der med rasende fart raslede ned gennem Europa. Gennem Europas bakker, dale og forskellige lande for verden forbi. Gjorde drømme til virkelighed. På jagt efter roen, afklaringen og meningen med det hele. I et forsøg på at dæmpe en rastløs sjæl.
Engang imellem stod jeg af på en tilfældig station i en by med gader uden navn og uden at vide hvad dagen og natten ville bringe. Gryende morgenstund og himmelblå nat. Flimrende varme og dug der faldt. Jeg så. Registrede. Ænsede og sansede. Fremmedartede lyde, lugte, farver og smagsnuancer.  Gik på opdagelse i krogede gade og smalle stræder. Lå i en park og så skyerne drive forbi på en blå himmel. Fyldte nye indtryk og minder i rygsækken.
Beruset af livet hoppede jeg på toget til et nyt sted. Sov i kupé med en mand der snorkede og en baby der græd. Snakkede med folk jeg ikke ville ha' ænset på gaden ellers. Hvor uddannelse, rigdom og status var ligegyldigt. Kommunikerede med fagter og smil. Alder blev et tal og mødet det vigtige. Møderne gav perspektiv til min egen hverdag og ligegyldige banaliteter blev... ligegyldige. Andre ting blev meningsfyldte. Lykken var både flygtig og længerevarende. Verden var åben.

Engang så jeg ud af et vindue. Et vindue i et tog der snoede sig gennem et regnvådt, endnu ikke forårsudsprunget landskab. Hvor skingre pigestemmer og sukkersød drengepop fyldte kupéen. Hvor tålmodigheden blev sat på prøve og jeg drømte mig væk til et helt andet sted.