En ferie - en dejlig afslappende en af slagsen- er ved at rinde ud og måske i et forsøg på at bibeholde lidt af ferie-friheds-følelsen lavede jeg tidligere på aftenen en latte på den elskede Nespressomaskine som jeg, indrømmet, har savnet en lille smule de forgangne dage mens jeg har været i sommerhus.Efterhånden burde jeg være både klog nok og voksen nok til at vide, at det at drikke kaffe et par timer før sengetid som regel ikke er en særlig god idé. I hvert fald ikke, hvis man har tænkt sig at sove. Den kloge havde valgt koffeinfri kaffe. Man (læs: jeg) er bare ikke særlig klog. Eller særlig rationel. Heller ikke når det kommer til tanker der kludrer sig sammen som et garnnøgle der må vendes og drejes og snoes før begge ender er bønhørligt samlet i ét nøgle. Af og til, når tankerne kludrer sig lidt for meget ind i hinanden kan det ske, at der skal gamle tanker til, for at redde trådene ud. Så er det ganske heldigt, at jeg har mange (rigtig mange) gamle fine kladdehæfter med tanker listet op, streget over, vendt og vurderet. Måske findes svaret til fremtiden i fortiden? Alt imens der skal navigeres i nutiden?
Så lige før, da jeg alligevel lå og vendte og drejede mig for at ende med at stå op og tænde computeren fandt jeg et par gamle hæfter frem i et forsøg på at blive klogere på, hvorfor noget der et eller andet sted føles så rigtigt samtidig skal være så besværligt og give så meget tankemylder nu.
Er det fordi der ikke er bundet ordentlig sløjfe på historien? Eller fordi den ikke er skrevet færdig? Burde jeg bare lade det ligge, og hvorfor er dét så svært?
Blev jeg så klogere af at dykke ned i gamle tanker? Ikke rigtig. Jeg tror at en Caminovandring ville være godt til at skabe lidt klarhed, men sådan en er der ikke på programmet i år. Selvom guderne skal vide, at jeg gerne vil afsted igen (og også kommer det en dag, men det er en anden sag). Kan savne følelsen af enkelhed, frihed og inderlighed så helt enormt.
Men indtil videre tror jeg at jeg tager en dag ad gangen og så bliver jeg forhåbentlig klogere hen ad vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar