onsdag den 19. maj 2010

Bøger


Det er ingen hemmelighed, at både læsehest og bogorm burde stå på mit cv under personlige kvalifikationer. Bøger er, og vil altid være, et af mit livs store kærligheder.
Om det er en opvækst præget af bøger, lydbøger og højtlæsning fra jeg var ganske lille, der har åbnet dørene til det fantastiske univers som bøger er vides ikke, men ingen tvivl om, at det har præget mig meget. Jeg husker endnu den dag jeg var med min far i boghandlen og købe/få den første bog, der var helt min egen....
For tiden bliver der ikke læst helt så meget som jeg gerne ville, trods både tid og lyst. Og til trods for, at der sagtens kunne gemme sig en bog i tasken til togturen.

Ergo, et lille udvalg af bøger og forfattere, der har gjort- og gør- indtryk på mig når jeg læser dem.... (kogebøger undtaget, ellers bliver det jo en længere roman....)

"Ekstremt højt og utrolig tæt på" af Jonathan Safran Foer er en af de bedste bøger jeg har læst i min lange karriere som læsehest. Bogen er fantastisk skrevet og lige i den her henseende er jeg sikker på at indtrykket er blevet forstærket af at læse bogen på engelsk. Stedet er New York og hovedpersonen Oskar, en 11-årig dreng, kommer vidt omkring i søgen efter det sidste spor af faderen der omkom 9/11/01.
Virkelig en fin og rørende og som får en tåre frem i øjenkrogen.

"Bare Sammen" af Anna Gavalda. En rigtig fin og underfundig historie om 4 lidt fortabte menneskers veje der krydser hinanden i Paris. Om ensomhed og fællesskab. Om at være fortabt men finde hjem.
Forleden faldt jeg en filmatisering af bogen og jeg er meget spændt på, om den lever op til mit positive indtryk af bogen-

"The Shadows of the Wind" af Carlos Ruiz Zafon. "Cemetery of forgotten books" - bare dét udtryk er jo med til at man drages. Tænk, et helt rum med hylder af glemte bøger. Historien er en skøn blanding af krimi, historie, romantik og virkelig en af de bøger der har et helt bestemt univers man sluges ind i. Samtidig er det altid skægt at læse bøger der foregår i byer, her Barcelona, man har besøgt.

"The Midwife Trilogy" (Jennifer Worth) er den mest nørdede bog på denne liste. Jeg faldt tilfældigt over den på en weekend i London tidligere på året og måtte købe den bare på grund af titlen (og så lød den interessant også). Bogen bygger på virkelige oplevelser og det er rigtig interessant at læse om jordemoderfagets vilkår i Eastend i 50'erne. Så meget er anderledes i dag i Dk, og så mange ting er alligevel de samme.

Sigrid Undset. Var det ikke for min kære gamle mormor tror jeg ikke jeg kendte til denne forfatter. Mine tanker var i hvert fald næppe ledt ind på at læse "Kristin Lavransdatter", en fantastisk kvindeskæbne i middelalderens Norge. Jeg har sidenhen læst andre bøger af samme forfatter og de tiltaler min indre feminist i skildringen af stærke, stolte kvinder.

Vilhelm Mobergs udvandrersaga. Jeg hører jo til et af de mennesker der har slugt "Det lille hus på Prærien"-bøgerne mange gange og elsket dem råt for usødet. Stor var min glæde derfor da jeg opdagede at udvandrerserien på sin vis er "Det lille hus på Prærien" for voksne. Udvandringen i slutningen af 1800-tallet har altid fascineret mig og historien om Kristina og Karl-Oskars rejse fra Småland til Amerika er spændende og tankevækkende og giver et rigtig godt indblik i, hvordan det må være at skulle starte forfra i et fremmed land med fremmed sprog og helt på bar bund.

Heldigvis er der mange flere bøger der har gjort indtryk og mange flere der venter på at blive læst.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar