mandag den 31. maj 2010

Bagefter er man jo glad for det...

En vending der vist opstod mellem min ene søster og hendes veninde, men som har vist sig at være et særdeles nyttigt udtryk. Så nyttigt, at der er en gruppe for det på Facebook. Som regel er det et mantra der er effektivt når man ikke rigtig kan sparke sig ud af døren for at træne. Eller der trænger gevaldigt til støvsuger og Ajaxvand (selvom rengøringsmidlerne selvfølgelig er miljøvenlige på Lundtoftegade) eller tage en lur inden en nattevagt. For BAGEFTER er man jo glad for det.

Forleden var jeg imidlertid i en anden kontekst som gav anledning til at fundere lidt videre over de sammenhænge, hvor det er en nyttig vending. Det handler om, at man af og til skal sige ting til folk som man egentlig ikke har lyst til at sige, men som måske er nødvendige for at de har/får det godt. Hvis man fx er bekymrede for dem og synes de bør gå til lægen *.
Men bagefter er man jo glad for det.
Fordi det jo i sidste kan vise sig at det gør en forskel for vedkommende. At det er det der skal til. Det gøre det ikke mere behageligt at skulle konfrontere folk med en mistanke, men er bekymringen velbegrundet bliver man bagefter, på sigt, nok glad for at man gjorde det.

I samme åndedræt: Man skal huske at fortælle sine nærmeste at man elsker dem. Det er store ord med megen symbolik, der kan være svære at få over sine læber. Men bagefter er man glad for det. For man ved aldrig, hvornår det er for sent at sige den slags. Indrømmet- jeg er ikke selv god til det. Selvom jeg godt ved, hvordan tingene forholder sig slår tungen af og til knuder når jeg vil sige det og det kan føles som at udlevere noget af sig selv. Hvilket det jo egentlig også er. På den gode måde. Fordi det er en god egenskab at kunne give noget af sig selv til andre.
Heldigvis kan det jo også udtrykkes på andre måder end med ord. Handlinger kan sige mindst ligeså meget. Og tanker transformeret om til handling ligeså.

Der er næsten kun en ting tilbage at skrive....
Bagefter er man jo glad for at man gjorde det!

*Ingen skal føle sig truffet her, det er ikke møntet på personer i min nære (og fjerne) omgangskreds.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar