fredag den 10. december 2010

Det' sørme, det' sandt, december..

... den dejligste måned i nissernes land, for da flintrer vi rundt og bekæmper - hvert tilløb til surhed og krummede tæ'r.....

(Gæt en julekalender.....)

Som tiden flyver.... Midten af december nærmer sig med hastige skridt, og ikke et eneste stykke julepynt har fundet vej ud af gemmerne (læs: det store skab i mit soveværelse). Julestemningen og juleglæden dukker tilgengæld op i små glimt sådan rundt omkring.
Forleden gik jeg inde på Strøget og havde en rendyrket ego-dag. Som jeg nød i fulde drag.
En ego-dag er sådan set bare en dag hvor man sætter sig selv i fokus og ikke behøver/gider forholde sig til omverdnen. Koldt og kynisk vil nogen nok mene. Egoistisk vil andre synes. Og ja, det er det. Men det er jo ikke fordi at rummelighed, hensyntagen og empati er forsvundet som dug for solen, bare af den grund.
Jeg vil til enhver tid hævde, at det også er sundt at kunne være mentalt tilstede med sig selv og nyde sit eget selskab. Well, hvad jeg vil frem til er, at sådan en dag havde jeg altså forleden. Jeg shoppede lidt (til mig selv), drak kaffe (med mig selv og nogle tanker) og lod resten af verden passe sig selv. Det var skønt og tiltrængt efter en lidt strid arbejdsperiode.

Tilgengæld var jeg yderst social dagen efter. Til et fantastisk smukt vinterbryllup hos 2 dejlige mennesker. Der var den der helt specielle stemning som for det meste er ved bryllupper. Glæde, lykke og kærlighed. Smukt.
Da jeg så i dag var på jagt efter julegaver gik jeg tilgengæld ind i Vor Frue kirke, tændte et lys og sad lidt og tænkte på alle de mennesker jeg har kær. Primært de levende, men også dem der ikke er her mere fik en tanke. Det føltes OGSÅ godt. Og sådan går det heldigvis tit hånd i hånd - behovet for egotid og tid med andre mennesker.

December er og bliver en lidt eftertænksom måned i min verden. Måske fordi jeg fylder år med alt hvad det indebærer. Fordi vi i julen bør være uselviske og sende tanker til de, der ikke er så heldige at have gode venner, familie og ressourcer. Fordi årsskiftet ligesom opfordrer til at gøre status, evaluere, reflektere og tænke fremad.

Resten af december byder på (mere) julegaveshopping, arbejde, fødselsdag, jul i Åbenrå (jeg glæder mig som et lille barn) og alt det der endnu ikke er planlagt.
2010... mon ikke der kommer en tanke eller to om året der gik, når nu 2011 kommer lidt tættere på. Jeg tror det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar