tirsdag den 21. december 2010

SNE

Det sner. Det har sneet. Det kommer til at sne.
90% sandsynlighed for hvid jul siger meteorologerne. Det er jo sådan set hyggeligt nok. Det er alt andet lige med til at give lidt ekstra hygge. Jeg kan såmen også meget godt lide sne. Selvom man kan få et lidt anstrengt forhold til det når der har ligget sne i en måned allerede og vinteren er langt fra slut. Bevares, man vænner sig til at iføre sig adskillige lag tøj, forberede sig på ekstra transport tid og cykle i et smalt spor fordi der ikke er særlig godt ryddet.
Når alle ulemperne er nævnt, så kommer man ikke udenom, at det er ufattelig smukt med al den sne. Verden bliver så tyst og fredfuld når trafikstøj dæmpes og lyset bliver helt specielt. Tid til ro, eftertanke og refleksion. Til at drikke te indendøre med et strikketøj i hænderne. Gå en tur, hånd i hånd, i snevejret og bare være tilstede i nuet. Glæde sig lidt ekstra til jul. Man burde finde det indre barn og en kælk frem igen.

D.21. december siger kalenderen. Jeg har stadig hverken kalenderlys eller julepynt og i år fik jeg årets første glas gløgg og en æbleskive. I overmorgen sætter jeg kurs mod Sønderjylland. Der er lovet snestorm så jeg er spændt på, om jeg kommer til at sidde og kukkelure i et tog et sted på Fyn. Men nej hvor bliver det dejligt at komme hjem til mit barndomshjem og holde jul. Glæder mig til julefreden sænker sig.
Indtil da må der gerne være et par julebebser der synes de skal kigge ud i denne forunderlige verden....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar