Upside down, inside out

Januar sucks. No offense til de der er glade for januar, men det er og har altid været en måned man snildt kunne hive ud af kalenderen og være lykkelig foruden. Julens farver, dufte, lys og magi er pakket ned i kasser. Regninger vælter ind på pbs'en. Det er koldt og gråt og der er temmelig sikkert store mængder sne. Der er evigheder til det bliver forår og endnu længere til det bliver sommer. Der er nytårsforsætter som er dømt til at mislykkes.
Derfor undrer det mig egentlig heller ikke, at det var på en af de sidste januardage at verden blev vendt på hovedet og vrangen ud. Det lyder dramatisk, og ganske givet også mere dramatisk end det måske er. Men altså - den der følelse af at nogen tager en stor ske og rører rundt i gryden med livets ingredienser så intet er som det var, dén ved man jo opstår engang imellem. Det gør det bare ikke sjovere at miste fodfæstet for en stund.
Det var faktisk ganske uden dramatik, kun en masse tristhed. Og enighed - det ved jeg ikke om det bliver værre eller bedre af egentlig. Det gør det på en måde ikke nemmere i hvert fald. Og dagen derpå er det meget meget underligt og både tomt og fladt at det var det. I denne omgang. At det der var ikke er mere. Og 100.000 tanker om alting og ingenting fylder mit hoved.

Men, midt i forandringsprocesser er det jo også at man tit finder motivationen til at ændre retning og tid til at handle. Jeg forudser derfor at de kommende uger byder på tanker, mange af dem - der er mange ting der ved samme lejlighed kan tages op til revision-, handlen, aktivitet, snak, overvejelser og fremfor alt udvikling til benene står fast på jorden igen.