MOD

Jeg har de sidste mange uger, både i Danmark og her i Norge, hørt, at jeg er modig. Modig fordi jeg har sagt mit arbejde op og er rejst væk fra den hverdag og de mennesker jeg kender. Modig fordi jeg tør.
Jeg ved ikke rigtig... Er det mod, at udleve en drøm? Er det mod at ville ændre på ens hverdag for at få en bedre balance mellem arbejde og fritid? Er det modigt at sige sit arbejde op i disse tider -også hvis man tror på, at det der kommer i stedet er bedre? Hvad vil det sige at være modig?
Er mod at gøre de ting, man frygter? Eller som en gammel kineser, Konfutse, sagde engang: "At vide hvad det rigtige er, og ikke gøre det, er mangel på mod"?

Jeg tror jeg synes, at det at være modig er at gøre de ting man ved, man vil fortryde, hvis ikke man gør det. Gøre ting, der indebærer, at man ikke altid helt ved, hvor man ender henne. Og på den måde bliver mod jo også - heldigvis- meget subjektivt og individuelt.
Men om jeg synes, jeg er modig ved at rejse ud ved jeg ikke rigtigt. Jeg tror, jeg synes, at dem der fx rejser til Afrika er mere modige. Norge er jo rimelig lig Danmark og sprogligt er det, i hvert fald her i Bergen, heller ikke voldsomt svært at forstå og gøre sig forståelig.
Jeg synes, at det jeg har gjort er fedt og sejt og alt muligt andet. Mest af alt synes jeg det er rigtigt. Rigtigt i forhold til mit liv som det har været det sidste halve år. Dertil kommer, at dét, at jeg sidder her i Norge jo ikke er en impulsiv handling - at ende her er en proces, der har været i gang længe. Men det var nok først for 5-6 måneder siden jeg havde modet til at sætte noget konkret i værk.

Mod handler også for mig om at skabe den tilværelse man gerne vil have, desuagtet at ydre rammer og andres meninger kan være forhindringer, der skal overkommes. Mod er for mig at arbejde for at få den hverdag jeg gerne vil have. Også selvom det indebærer at bo ret mange kilometre fra København i en periode og sige farvel til trygge velkendte rammer. Hoppe ud på dybt vand uden helt at vide, hvordan jeg skal navigere for at komme sikkert i havn. Men dog have integritet nok til at vide, at jeg kommer i havn på én eller anden vis. Det er ikke nødvendigvis målet, men vejen til målet, der er interessant. Mod er ikke at vide, hvor jeg er om et år og være..... ligeglad. Mod er at tro på, at der nok skal vise sig en løsning. Måske ikke den, jeg havde troet, men så en anden. Mod er at stole på, det man gør er rigtigt. Og det er jeg ret overbevist om, at det er det her jeg gør.