Op ad bakke, ned ad bakke....

Jeg har ret mange flashbacks til min Camino tur i disse dage.
Først og fremmest fordi jeg går en masse. Ned ad bakke og op ad bakke. Nogle gange snyder jeg og tager bussen hjem, bortset fra det sidste stykke op ad Haukelandsbakken, hvor der ingen bus er. Det kan mærkes i ankler og ben, men når det synes allerhårdest tænker jeg på Caminoen og hvordan det jo egentlig bare handler om, at sætte den ene fod foran den anden og pludselig er man fremme. Jeg kan nu godt lide at gå. Fordi man jeg er nødt til at tage sig den tid det nu engang tager og nyde det undervejs. Og så tænker man så godt imens. Eller tænker overhovedet ikke - det er også godt.
Heldigvis er der god udsigt dér på bakkerne. På den ene side grå fjelde med gyldne farveklatter af efterårsblade. På den anden side blå himmel (så heldig har jeg i hvert fald været de seneste dage), spejlblankt vand og byen strakt ud.
Bliver også mindet om Caminoen fordi her er ro. Selvfølgelig er der biler, busser og mennesker inde i centrum der støjer og snakker. Men det meste af vejen er der bare storslået stilhed. Så stille at det larmer af og til. Men når man nu er en person, der har brug for stilhed med jævne mellemrum er det egentlig meget rart at være fri for byens larm og der kommer en sælsom ro på én selv når omgivelserne er rolige.
En tredje ting der får flashbacks'ene til at poppe op er eventyret. Caminoen var et eventyr der satte mange tanker i gang om, hvordan verden burde være og er er bl.a. en af årsagerne til, at jeg sidder her. Ligeså vel som jeg ved, at tiden her kommer til at have betydning for min hverdag fremover. (Jaja, jeg ved godt, jeg kun har været her en uge, men det kommer til at ændre noget - positivt. Præcist hvad finder jeg nok ud af hen ad vejen).

Udsigt over Bergen fra Haukelandsbakken

De kommende dage tror jeg ikke jeg kommer til at gå så meget mere end frem og tilbage til Kvinneklinikken. Tænk at kunne GÅ på arbejde indenfor overkommelig tid. Det er dælme længe siden, jeg har kunne det.
I morgen starter jeg sådan for real. Måske er det det, der hele dagen har gjort mig lidt eftertænksom. Sådan - det er lidt nu det er alvor, det jeg har gang i....
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan og nok skal komme godt ind i alting, men jeg tror på, at jeg nok trænger vældigt til weekend når det er fredag.  Allerhelst ville jeg nok bare spole den første måned over og være der, hvor det hele begynder at bundfælde sig lidt. Selvom det også har sin charme at blive kastet ud på dybt vand (spørg mig hvor charmerende det er i morgen aften når jeg er vildt træt).
Det bliver anderledes, men godt. Må jo bare tage eet skridt ad gangen.