Integration

Knap en måned er det siden jeg landede på ukendt grund. Selvom jeg havde sonderet terrænet inden og også allerede har kastet mig frygtløst ud i ukendte busrejser og stejle fjeldsider (overdrivelse fremmer forståelsen) for at rekognisere, så er der stadig masser af nye ting, steder og mennesker at forholde sig til. Jeg tror måske, jeg lidt bedre forstår, hvorfor integration i en fremmed kultur kan være så svært.
Jeg mener; jeg er trods alt havnet i en kultur, der minder om min egen. Derudover betragter jeg generelt mig selv som ganske velbegavet og ressourcestærk - men- alligevel synes jeg der har været dage og stunder i de forgangne uger, der har trukket tænder ud.

Der er sådan noget med sprog. Der hvor jeg bor snakker jeg engelsk. Jeg er i den kontekst glad for at være et produkt af et skolesystem, der har lært mig flere sprog end mit modersmål og klarer mig ganske fint på engelsk. Men det er ikke altid de andre gør det og en samtale bliver altså ikke helt så flydende når man af og til skal forklare et ord eller en sætning eller koncentrere sig om at lytte pga en stærk østeuropæisk accent.
På mit arbejde snakker jeg godt nok dansk. Men det er ord jeg vælger med omhu og tilpasser så modtagerne, dvs de norske jenter, forstår mest muligt. Det er noget med at tale LANGSOMT og t-y-d-e-l-i-g-t og tillempe det til norsk med en enkelt norsk frase i ny og næ. Jeg savner lidt bare at.... snakke. En flydende ordstrøm, hvor de indforståede talemåder og udtryk ikke forårsager rynkede bryn og spørgende blikke. Bare snakke - og lytte- og ikke koncentrere sig om det.
Jeg forstår virkelig godt, at man kan forfalde til at søge sammen med folk fra egen kultur med samme sprog. Det velkendte og trygge - det man kan holde fast i når alt andet er kaos. Sat på spidsen....
Derudover, så kan jeg savne at snakke med folk, der kender mig. Kender min historie, eller i hvert fald noget af den. I den kontekst savner jeg også det der med bare lige at kunne mødes til en kop kaffe, noget god mad, en tur i biografen, .....
Det kræver ret meget energi, at være ny og social, både på arbejde og i fritiden. Det er heldigvis også sjovt, lærerigt og berigende. Samtidig med, at jeg af og til skal tvinge mig selv til at være social når jeg egentlig helst vil sidde i mine egne tanker. Forstået på den måde, at der jo ikke bare lige står en ny omgangskreds af veninder og banker på min dør i tide og utide. Der skal opsøgende arbejde - og en del af det - til. Samtidig med, at det jo tager tid at opbygge relationer. Hvilket ikke er så underligt når man tænker på de forskellige historier der skal foldes ud.
Mine kolleger er heldigvis søde og hjælpsomme mennesker og jeg har allerede mødt nogle af dem udenfor barselsgangen, i andre sociale sammenhænge. Men de har familier og vennekredse, der er godt etablerede og har måske ikke så meget behov for nye personer? Det er lidt anderledes med dem, jeg deler køkken med. En broget forsamling af forskellige nationaliteter og professioner som alle har det tilfælles, at vi er væk fra de vante rammer og skal skabe os en ny hverdag. Lidt tankevækkende er det imidlertid at høre, hvor slemt det egentlig står til med arbejdsløsheden rundt omkring i Europa. Men det er en helt anden historie.
Nå men i hvert fald er det rart at være i samme båd som andre, og der er mennesker som jeg håber (og tror) at jeg på sigt kommer til at lære endnu bedre at kende og se endnu mere til.

Mit arbejde er en af de ting, der er mindst arbejde i. Og dog. Jeg har ikke beskæftiget mig med barselsperioden siden jeg var ydmyg jordemoderstudent og havde hhv 6 og 4 ugers praktik på barselsgangen. Dertil kommer, at det nok ikke var det område, der havde min primære interesse. Der godt nok mange ting og rutiner jeg skal have styr på! Hvorom alting er, er det er rigtig fedt at opdage, at der ligger rigtig meget viden et sted derinden (også selvom der skal graves lidt for at finde den frem). Det er - for at sige det lige ud- pisseirriterende at jeg har været vant til at kunne mit arbejde uden de store forhindringer i mangel af bedre ord og nu føler mig som en nybegynder, der skal spørge om ALT. Men men men - Rom blev som bekendt ikke bygget på een dag og i virkeligheden handler det nok lidt om at give slip på alle forventningerne til mig selv.
Jeg oplever som sagt at viden kan graves frem og støve af og at der i hver vagt lige er en lille ting der hænger lidt bedre fast. Når det er sagt, så er det en fed faglig udfordring jeg har gang i som bestemt vil give mig en masse med i rygsækken.

Madkulturen i Norge.... dén er et kapitel for sig og fortjener sit eget indlæg.

Don't get me wrong - jeg har det godt og trives sådan overordnet. Ingen tvivl om, at det har været/er en god beslutning. Men der er dælme tidspunkter hvor jeg føler, at jeg ligeså godt kunne være taget til Zimbabve eller Bolivias jungle og alligevel havde det været nogle af de samme udfordringer der gik igen. Jeg synes stadig det er sjovt med udfordringer, men det er godt nok også hårdt!