tirsdag den 28. januar 2014

Norge vol 5

For 15 mdr siden kom jeg til Bergen på en kold dag med blå himmel og en spritny hverdag ventende på mig.... I dag er det koldere, men himlen var ligeså blå og tårnet på Ulriken står skarpt aftegnet. I morgen rejser jeg tilbage til København.
Det er lidt underligt, det der med at pakke de sidste 15 måneder af sit liv ned i 2 store tasker.  De seneste dage har jeg ryddet op, smidt ud, smidt til genbrug, foræret væk. Alligevel er der ikke mange ledige kroge i taskerne. Der var jo lige det garn jeg kom til at købe. En kaffekop som souvenir. Te jeg fik foræret men som ikke er drukket endnu. En strikkebog. Alt det andet...
December 2013
På en eller måde fik jeg det hele til at være der og min lille hybel er underligt upersonlig (og ren). Tilbage er bare at vente på i morgen, klokken alt for tidligt og en flyafgang til København.
Jeg har sagt farvel, gået på gader og Skypet for sidste gang.


Jeg har på ingen måde fortrudt beslutningen at rejse. Det har været enormt lærerigt både fagligt og personligt. Det har været et tiltrængt pusterum. Der har været stille dage, kedelige dage, ensomme dage. Og mange mange gode dage. Jeg plejer at sige, at det ville være ideelt hvis KK lå i Danmark for det er en arbejdsplads og kolleger jeg kommer til at savne.
Men jeg glæder mig usigeligt til at være tættere på mine veninder, min familie og min kæreste. At kunne se dem med dags eller times varsel. Ikke at føle at jeg ikke rækker til fordi jeg lige om lidt skal tilbage til Bergen, men skal nå at se alle. Jeg bilder mig ind det bliver letter når jeg er her hele tiden.
en ny hverdag på godt og ondt.
Allermest tror jeg egentlig jeg glæder mig til at snakke dansk! At kunne bidrage 100% til en samtale (selvom jeg ellers er blevet ret habil på norsk-dansk). Ikke kun fordi jeg kender alle ord, men fordi jeg også kan lege med ordene, kender samfundet og de ting der snakkes om. Det har jeg savnet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar